Sommerens succes fortsætter: Flere varer og glade kunder i Brugsen Øster Hurup
Vi møder uddeler Alex Mosbech Jensen en dag i sensommeren og spørger, om det har været en god sommer i Brugsen Øster Hurup. Selvom der stadig er flere måneder til juleaften, lyser hans øjne næsten som julelys, da han svarer:
“Det er simpelthen bare gået så godt – over al forventning. Kunderne har virkelig taget butikken til sig efter, vi fik den store renovering i første kvartal. Og medarbejderne har lagt kræfter i at få det hele til at lykkes både under ombygningen og gennem sommeren, der for vores vedkommende bød på en massiv omsætningsstigning hele sommeren, som gør sommeren til en af de bedste i butikkens historie,” siger Alex.
Delikatessen fik ekstra bemanding, og det har vist sig at være helt berettiget – “Vi får nu endnu mere ros for vores disk med dagligt udvalg og kan hjælpe endnu flere med Mad ud af huset,” fortæller han.
Også bagerafdelingen har haft travlt hele sommeren:
“Selvfølgelig er der små ting, der skal rettes til næste højsæson, men jeg synes faktisk, vi fik løst opgaven med at sikre friskbagte rundstykker og bagværk rigtig godt,” siger Alex.Nu kigges der frem mod efterår og vinter:
“Vi er fulde af optimisme og har fastholdt det antal ugentlige leveringer, selvom det ikke længere er sommer. I forhold til sidste år betyder det, at vi får leveret varer dobbelt så mange gange. Så der er masser af varer på hylderne, når man kommer i Brugsen Øster Hurup. De mange leveringer kan vi kun gennemføre, fordi vi oplever så stor opbakning fra alle i området – både gæster, turister og fastboende,” slutter Alex med et smil.


