Solceller på Mariagerhallen – en strålende business-case
Mariagerhallen har i sommerens løb taget et stort skridt mod en grønnere og mere bæredygtig drift. På hallens tag er der nemlig monteret et nyt solcelleanlæg, som allerede fra første dag har vist sig at være en rigtig god investering.
Forleden lagde afdelingsdirektør i Sparekassen Danmark Mariager, Morten Greve, vejen forbi hallen for officielt at overrække en donation på 370.000 kroner. Pengene kommer fra Sparekassen Danmark Fonden Hobro, som har været den største bidragsyder blandt de tre fonde, der tilsammen har finansieret projektet.
”Det her er et projekt, der gør en kæmpe forskel for hallens økonomi og videreudvikling som hal, motionscenter og samlingssted for byen. Vi ser ind i en årlig besparelse på omkring 100.000 kroner, og det betyder virkelig meget,” siger hallens formand Søren Tolstrup.
Også halinspektør John Skov Strandholdt er begejstret:
– ”Vi kan følge produktionen af strøm på en app, og det er en fornøjelse at se, hvordan anlægget både dækker vores eget forbrug og i perioder producerer mere, end vi kan bruge. Målet er dog, at vi fremover udnytter så meget som muligt af strømmen selv – det er nemlig den bedste forretning. Vi har allerede kig på mulighederne for at koble vandvarmeren på, så vi kan udnytte endnu mere af strømmen selv,” siger han.
Afdelingsdirektør Morten Greve glæder sig over, at fonden kunne støtte projektet:
“I Sparekassen Danmark støtter vi gerne ildsjæle og initiativer, der skaber værdi i lokalområdet. Denne donation er et godt eksempel på sund fornuft – den er tjent hjem på kort tid og giver hallen en bedre driftsøkonomi fremover. Det er godt set af hallens bestyrelse, og vi er glade for at bidrage til, at projektet kunne realiseres,” siger han.
Med en samlet projektsum på cirka 620.000 kroner er solcelleanlægget et tydeligt eksempel på, hvordan grønne investeringer kan være både miljøvenlige og økonomisk attraktive.
Det nye store motionscenter i Mariager Hallen har for længst rundet de 440 medlemmer. Det giver ikke blot en bedre økonomi, men også et stærkere fundament for at udvikle hallen yderligere.
– ”Det fedeste er jo at møde alle de glade mennesker, der kommer og træner og bruger hallen og stedets faciliteter. Med både flere medlemmer og store besparelser på elregningen får vi muskler til at sætte gang i nye projekter og tiltag,” siger Søren Tolstrup afslutningsvis.
Allerede den 13. september kan medlemmer og brugere se frem til endnu en nyhed, når hallen officielt indvier sit nye, topmoderne bike-rum.




