Søens Folk – vinterbadeklubben ved Store Økssø – Artikel fra magasinet derudad nr. 1/2025
Foreningen Søens Folk er sammen om glæden ved skoven, søen og stunder i det fri. Det giver en fantastisk ro i krop og sind at sidde i badstuen efter en tur i søen, og her nyde varmen fra brændeovnen. Hyggen, varmen og fællesskabet gør en glad i hele kroppen, fortæller formand Jens Hjerrild-Jensen, Søens Folk.
Går man tur ved Store Økssø, har man helt sikkert stiftet bekendtskab med Søens Folk, som er navnet på vinterbadeklubben, der holder til i og ved den smukke sø midt i Rold Skov. Søens Folk bader på alle tidspunkter af året, men de mange friske vinterbadere er naturligvis mest aktive i vinterhalvåret, hvor der tidligt og sent bades i søen og tændes op i den hyggelige badstue. Vinterbadesæsonen varer fra 1. oktober til og med påske. Resten af året er ovnen og alle løsdele fjernet fra badstuen.
Søens Folk blev etableret som vinterbadeklub ved en stiftende generalforsamling i 2003. De første år blev der badet fra badepladsen 200 meter nord for den nuværende badebro. Denne periode bliver senere omtalt som ”avisens tid”, da de badende lagde tøjet på en tyk søndagsavis, skyndte sig ud i vandet tre gange og hurtigt ind igen for frysende at klæde om i det fri. Man skulle vade langt ud uden bro! De næste tre år blev brugt på at skaffe tilladelser fra Arden og Skørping Kommuner, Nordjyllands Amt samt Naturstyrelsen – samt penge til en badstue, ovn og badebro. Friluftsrådet var den store sponsor.
Flest kvindelige medlemmer
Den første badstue og badebro blev rejst i 2006 – med et medlem, Peter Gustafsson som konstruktør. Dengang var der 25 medlemmer. Siden har interessen for vinterbadning lokalt og på landsplan været støt stigende. Nu tæller Søens Folk ca. 680 medlemmer – heraf ca. 60 % kvinder. Aldersfordelingen viser ca. 125 under 40 år – ca. 375 mellem 40 og 60 år – og ca. 180 over 60 år.
Klubbens bestyrelse har i årenes løb været stabil – med blot to formænd. Nuværende formand siden 2013 er Jens Hjerrild-Jensen. Han fortæller, at det er forpligtende at være medlem af Søens Folk. Alt, hvad der skal laves i det daglige, skal medlemmerne selv gøre. Der skal bæres brænde ind, fyres op, og varmen skal holdes vedlige. Dagligt skal bænkene vaskes. Der skal hentes vand fra hanen ved p-pladsen eller fra det offentlige toilet på Mosskovpavillonen. Årligt skal ovnen på 350 kg pilles ned og køres væk.
Jens Hjerrild-Jensen fortæller, at det er sket et par gange, at et nyt medlem har givet udtryk for at være en ”forbruger”, som har betalt sit kontingent og derefter ikke er forpligtet til at yde noget selv men få det hele serveret. Den misforståelse bliver så ”konfronteret”. For at sikre, at alle nye medlemmer kender deres pligter og rettigheder, laver foreningen såkaldte ”intro-kurser” for alle nye, hvor man lærer praktisk og bogstaveligt, hvordan foreningen fungerer: bære brænde ind, hente vand, vaske bænke, tænde op osv. og hvordan kulturen er. Ligesom de ”gamle” medlemmer bliver bedt om at tage sig godt af de nye, så de hurtigt bliver integrerede.
Fællesskab
Vi er kun ”os selv”, fortsætter Jens Hjerrild-Jensen – vi modtager ingen offentlig støtte. Men da vi holder til på offentlig grund, føler vi os forpligtede til at være så åbne og ”delende” som muligt. Søens Folk bliver således ved med gradvist at optage nye medlemmer – i en takt, så de nye kan integreres – med en nettotilgang på ca. 25 om året. De seneste mange år har vi haft 70 nye på introkurser om året.
Søens Folks forpligtelse over for fællesskabet kommer også til udtryk gennem finansieringen af badebroen og medfinansieringen af det madpakkehus, som nu ligger nabo til badstuen. Madpakkehuset er opført på initiativ af og finansieret af Naturstyrelsen i Rold Skov og Søens Folk i fællesskab. Søens Folk har modtaget hjælp fra to lokale sponsorer, nemlig Sparekassen Danmark Fonden Himmerland og Spar Nord-fonden.
Jens fortæller, at ”vi deler også gerne vores gode faciliteter med gæster” – dels arbejdspladser, efterskoler, forskellige grupperinger – og dels familie og venner til alle medlemmerne. De kommer fra nær og fjern – naturligvis flest fra Skørping-Støvring-Arden området, men også helt fra Aalborg-Nørresundby, Lyngså, Nibe, Aars, Hobro og Hadsund.
Fuldmånebadning og nytårsbadning
Der arrangeres forskellige sociale aktiviteter for medlemmerne: Sæsonåbning med champagne, en til to gange månedligt er der gus, desuden fuldmånebadning med spisning og fuldmånesange, julebrunch, nytårsbadning, brunch og generalforsamling og fødselsdag.
Vinterbadning giver formentlig en række sundhedsmæssige fordele – bl.a. hjælp til at reducere stress og inflammation – og er godt for blodomløbet. Man ved desuden, at immunsystemet bliver aktiveret, når man udsætter sig for kortvarige kraftige stimuli af kulde og varme. Som vinterbadere i Søens Folk er vi ambassadører for skoven, fortæller Jens Hjerrild-Jensen og alle er velkomne til at kigge ind i badstuen. Vi snakker også gerne med folk, der går tur ved søen eller svarer på spørgsmål angående klubben eller vinterbadning, generelt. I det hele taget bestræber vi os på at være rare, venlige og imødekommende overfor alle, også hinanden inde i selve badstuen.
Dresscode for Søens Folk
I klubben er der ingen problemer med nøgenhed, alle opfører sig meget hensynsfuldt og man har altid et håndklæde om sig til og fra trappen på badebroen og inde i badstuen. Dresscoden i klubben er “du må ikke vække anstød” og denne dresscode respekteres af alle medlemmer.
Medlemmerne af Søens Folk bader og kommer i klubben af mange forskellige årsager, men fælles for alle er glæden ved skoven og søen. Det giver en fantastisk ro i krop og sind at sidde i badstuen efter en tur i søen og nyde varmen fra brændeovnen og kigge ud på skov og sø. Hyggen, varmen, fællesskabet og den gode stemning hos Søens Folk, – man kan ikke lade være med at blive glad i hele kroppen, slutter formand Jens Hjerrild-Jensen.
Vil du vide mere, så klik ind på www.soensfolk.dk.



