ForsideMariagerfjordSocialordfører Camilla Fabricius (S) på besøg i Mariagerfjord med fokus på socialområdet

Socialordfører Camilla Fabricius (S) på besøg i Mariagerfjord med fokus på socialområdet

Socialordfører Camilla Fabricius (S) på besøg i Mariagerfjord med fokus på socialområdet

I starten af oktober inviterede Per Husted sin folketingskollega Camilla Fabricius til Mariagerfjord for at deltage i en række besøg og møder med lokale aktører.

Camilla Fabricius er Socialdemokratiets socialordfører, så der var naturligvis fokus på, hvad der bliver gjort lokalt på socialområdet.

Dagen begyndte på Mariagerfjord Gymnasium i Hobro, hvor rektor Søren Urup og Ida Krogh fortalte om den særlige visiterede HF-uddannelse. Her gør de en ekstraordinær indsats for unge med ADHD, autisme og lignende udfordringer. På gymnasiet er der dog bekymring for, hvad der vil ske med uddannelsen, når den kommende reform af ungdomsuddannelserne træder i kraft. I uddannelsesudspillet er det en af ambitionerne, at HF-uddannelsen skal integreres i den nye EPX.

Efterfølgende besøgte de Andelen i Hadsund, et mødested drevet af frivillige, som skaber et
samlingspunkt for både borgere og foreninger. Derefter gik turen til Frivilligcenter Mariagerfjord, hvor lederen Tommy Sørensen talte om frivillighedens vigtighed og de udfordringer, der følger med at fastholde frivillige kræfter.

Dagen blev afsluttet med et møde med formanden for Handicaprådet, Lene Nielsen, samt flere lokale politikere, herunder Peter Muhl Nielsen, Karen Østergaard og Helle Qvist Toft. På dagsordenen var emner som børneanbringelser, kommunernes økonomi og de generelle
rammevilkår.

Det var en rigtig god dag, hvor Camilla Fabricius fik fyldt bagagen op med ny viden. Om det siger hun:

”Det var virkelig godt at opleve, hvordan frivilligmiljøet blomstrer, som fx i Andelen i Hadsund. Og alle dem, der gør en indsats. Det er vigtigt, at vi har gode tilbud i hele landet. At møde de lokale politikere, der arbejder med socialområdet i Mariagerfjord Kommune, giver mig inspiration til mit daglige arbejde. Mange af de initiativer, vi tager på Christiansborg, skal de lokale byrådsmedlemmer jo stå på mål for, så det er sundt at komme ud og høre, hvordan det står til lokalt.”

Per Husted var også taknemmelig for, at Camilla Fabricius brugte dagen i Mariagerfjord. Han udtaler:

”Det betød meget for mig at vise hende rundt. Besøget på Mariagerfjord Gymnasium var
eksempelvis vigtigt lige nu. Den visiterede HF gør en enorm forskel for en gruppe unge, der har svært ved at finde sig til rette i det almindelige uddannelsessystem. Tilbuddet har været truet flere gange, så det er afgørende, at vi synliggør det og kæmper for at bevare det. Især nu, hvor store ændringer er på vej i uddannelseslandskabet. Vi må ikke glemme den unikke indsats, som denne HF-uddannelse yder.”

Dagen bød på stor glæde fra de lokale deltagere, men der var én fælles kritik: tiden var knap. Flere af deltagerne havde meget mere på hjerte, end der var tid til at drøfte.

På billedet fra besøget i ”Andelen” ses fra Venstre Lene Bruhn Christensen, Camilla Fabricius og Karen Østergaard. Foto: Privat
På billedet ses Lene Nielsen (handicaprådet), Per Husted, Peter Muhl Nielsen og Helle Qvist Toft fra Byrådet og Camilla Fabricius Foto: Privat
Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler