Snævert flertal stemte ja til videostreaming af byrådsmøder i Mariagerfjord
Borgerne i Mariagerfjord Kommune får fra januar 2026 mulighed for at følge byrådsmøderne direkte på video. Det står klart, efter et snævert flertal i byrådet har stemt ja til at tænde for videostreaming fra byrådssalen.
Forslaget var fremsat som et initiativretforslag af byrådsmedlem Malene Ingwersen, der blev behandlet på byrådsmøde den 18. december 2025. Forslaget handlede om, at kommunen begynder at transmittere byrådsmøderne med video.
Malene Ingwersen fremhævede i sin motivation for forslaget, at videostreaming kan bidrage til større åbenhed og gøre det politiske arbejde mere tilgængeligt – også for yngre borgere.
Ingen ekstra udgifter
Ifølge administrationen vil der ikke være yderligere omkostninger forbundet med at begynde videotransmissionen. Det nødvendige tekniske udstyr er allerede installeret i byrådssalen, og de løbende udgifter til drift af Kommune TV vil forblive uændrede.
Borgmesteren indstillede derfor, at byrådet behandlede det fremsatte forslag.
Tæt afstemning
Afstemningen viste sig at blive tæt. 15 byrådsmedlemmer stemte for forslaget, mens 12 stemte imod. To medlemmer valgte at undlade at stemme.
Med flertallets opbakning blev det besluttet, at Mariagerfjord Kommune fremover vil transmittere video fra byrådsmøderne, og at ordningen træder i kraft fra januar 2026.
Beslutning
For stemte 15: Edin Hajder (A), Helle Qvist Toft (A), Jens Riise Dalgaard (A), Karen Østergaard (A), Leif Skaarup (A), Mette Binderup (A), Rikke Fonnesbæk (A), Trine Blaabjerg (A), Jens-Henrik Kirk (C), Laura Holm (C), Simon Linde (C), Peder Larsen (F), Emma Houe Mølgaard (O), Malene Ingwersen (UFP) og Jesper Skov Mikkelsen (V).
Imod stemte 12: Peter Muhl (A), Jørgen Hammer Sørensen (O), Erik Kirkegaard Mikkelsen (V), Helle Mølgaard (V), Henrik Sloth (V), Jan Andersen (V), Jørgen Pontoppidan (V), Lone Sondrup (V), Mogens Jespersen (V), Niels Erik Poulsen (V), Per Kragelund (V) og Per Lynge Laursen (V).
Undlod at stemme 2: Jane Grøn (A) og Niels Peter Christoffersen (A).
Byrådet besluttede at tænde for videostreaming fra januar 2026.


