Små Fællesskaber skaber liv og glæde på Bernadottegården
Et samskabelsesprojekt mellem Røde Kors Hadsund og Bernadottegården har på kort tid vist sit værd. Projektet Små Fællesskaber blev igangsat før sommerferien, og allerede nu møder 11 frivillige fast op et par gange om ugen for at skabe nærvær og aktiviteter sammen med beboerne på plejehjemmet.
På Bernadottegården, hvor 48 beboere har deres daglige hjem, er der stor glæde over, at de frivillige bidrager med nærvær og oplevelser i hverdagen.
Da Mariagerfjordposten.dk besøger Bernadottegården, er der bred enighed blandt formand for Røde Kors Hadsund, Kate Nielsen, aktivitetsansvarlig Annette Würtz, teamleder på Bernadottegården Lissi Eriksen og projektleder for fællesskaber på plejehjem, Carina Kruse Christiansen, om at projektet er kommet godt fra start.
“Allerede efter de første måneder er der skabt gode relationer mellem beboerne og de frivillige – og ikke mindst mellem de frivillige og personalet,” fortæller Carina.
Nærvær i små grupper
Carina forklarer, at tanken bag Små Fællesskaber er enkel:
“Det handler om at skabe små, nære fællesskaber, hvor frivillige kan være sammen med beboerne i mindre grupper alt efter interesser. Kort sagt handler det om at være til stede og have lyst til at dele et øjeblik. Og her i Hadsund er vi heldige, for der er mange, der gerne vil være med, siger hun.
Projektet findes også i Brønderslev Kommune, hvor tre plejehjem deltager. I Mariagerfjord er Bernadottegården foreløbigt det eneste plejehjem, der er med.
En ildsjæl i front
I Hadsund er det særligt aktivitetsansvarlig Annette Würtz, der har været drivkraft.
“Jeg har selv arbejdet i plejesektoren, og det er en gave at kunne vende tilbage som frivillig og skabe glæde for beboerne. At vi kan samles i små fællesskaber og opleve, hvad der giver mening for beboerne, er fantastisk,” siger Annette.
Carina supplerer:
“Annettes store engagement og netværk har været helt afgørende. På trods af sommerferien er vi hurtigt kommet langt, og den frivilliggruppe, vi har i dag, er allerede meget vellidt hos beboerne.”
Sang, ture og hverdagsglæder
Aktiviteterne spænder bredt – fra sang, nørkleri og højtlæsning til små herreklubber og ture ud af huset. Dertil kommer cykling, gåture og hyggelige snakke om lokalområdet, gerne med udgangspunkt i en lokalhistorisk bog eller en lokal avis. Der arbejdes også på at få det kreative mere ind – gerne noget sæsonbetonet, som kan skabe variation og nye oplevelser i fællesskabet.
“Forleden blev jeg spurgt af en beboer, hvornår jeg kom igen. Det er jo det bedste tegn på, at fællesskaberne gør en forskel,” smiler Annette.
Ved dagens besøg var opgaven at hjælpe beboerne til fællesrummet, hvor Søren-Spillemand (Søren Kjærgaard Larsen) stod klar til en times musik og fællessang.
Stor værdi for alle parter
Teamleder på Bernadottegården, Lissi Eriksen, understreger værdien:
“At vi har fået så stor en gruppe frivillige til Små Fællesskaber, giver stor glæde for beboerne, men også for medarbejderne. Det skaber liv på plejehjemmet og giver et dejligt fællesskab på tværs.”
Plads til flere frivillige
Selvom 11 frivillige allerede er en del af projektet, er der altid plads til flere.
“Små Fællesskaber giver anledning til nye relationer, samtaler og glæde. Der kræves ikke særlige kvalifikationer – man skal blot have lyst til at være en del af et fællesskab, fortæller Annette.Har man lyst til at blive frivillig, kan man skrive til: hadsund.bernadottegaarden@rodekors.dk





