Af Theresa Berg Andersen, folketingsmedlem for SF
Jeg er hamrende stolt af den nye regering!
Danmark har fået en ny regering, og den er jeg virkelig stolt af. Der kommer til at ske store ting for vores velfærd, vores natur og vores fællesskab, og jeg tror oprigtigt, at det bliver godt for Danmark – og for Nordjylland.
Noget af det, jeg er allermest glad for, er de markante investeringer i børn og unge. Det drukner måske lidt i de mange overskrifter om en ny regering, men regeringen vil afsætte mere end 5 milliarder kroner til børneområdet. Det er et vigtigt signal om, at vi tager vores børn og deres fremtid alvorligt.
For folkeskolen er presset. For mange børn trives ikke. For mange børn består ikke dansk og matematik efter 10 år i skolen. For mange lærere oplever at stå alene i for store klasser. For mange børn inkluderes som led i en spareøvelse.
Derfor er det ikke uden betydning, at familier med børn i mistrivsel skal hjælpes bedre. Det er ikke ligegyldigt, at vi uddanner flere lærere og skaber mulighed for flere timer med to lærere eller en lærer og en pædagog i klassen. Og det er bestemt heller ikke ligegyldigt, at nedslidte skoler skal renoveres, så børn og ansatte får bedre rammer i hverdagen.
Samtidig forbedrer vi opgørelsen af normeringerne ved at tage langtidssyge medarbejdere og forårs-SFO’er ud af statistikken.
Det betyder, at flere børn, forældre og pædagoger vil opleve det, som minimumsnormeringer egentlig handler om: Flere voksne til børnene og mere tid til nærvær, trivsel og udvikling.
Som nordjyde er jeg også særligt glad for, at vi nu tager et vigtigt skridt for at beskytte vores drikkevand.
Med et nationalt sprøjteforbud omkring sårbare drikkevandsboringer styrker vi beskyttelsen af en ressource, som vi alle er afhængige af. Det er vigtigt i hele landet, men særligt i Nordjylland, hvor vores grundvand flere steder er hårdt ramt af nitratforurening.
Også på ældreområdet løfter vi ambitionerne. Vi vil sikre, at antallet af plejeboliger følger behovet, styrke indsatsen mod demens og forbedre akutberedskabet. Samtidig giver vi de folkepensionister, der har mindst, 1.000 kroner mere om måneden. For mange vil det være en mærkbar forbedring i hverdagen og skabe større tryghed i en tid, hvor økonomien fortsat er presset
Derudover tager vi skridt til at forbedre vilkårene for mennesker med handicap gennem en mere sammenhængende beskæftigelsesindsats og ved at flytte dele af det specialiserede socialområde til regionerne, så flere kan få den hjælp, de har brug for.
Ingen regering løser alle problemer fra den ene dag til den anden. Men med det nye regeringsgrundlag tager vi vigtige skridt i den rigtige retning. Vi investerer i det, der betyder noget for almindelige mennesker, for vores børn, vores ældre, vores natur og vores fællesskab.
Jeg glæder mig til at se forbedringerne i vores velfærdssamfund.
Nu er det på med arbejdshandskerne – og så bare i gang!





