Sangkraft gav sammenhold og fællesskab i Aggersund
At der kan være samlingskraft i fællessang blev bevist i Aggersund Medborgerhus, da en gruppe mennesker mødte op til Sangkraft med projektleder Mette Dam, Sangkraft Vesthimmerland, som foregangsdame.
Her skulle man tro, at der var tænkt på ordsproget ”Uden mad og drikke duer helten ikke”. Arrangørerne samarbejdede med den lokale madleverandør Peter Jensen, som leverede god mad, mens medborgerhusets kantine sørgede for drikkevarer.
Efter maden blev aktiviteten flyttet til det frie gulvareal. Her blev deltagerne kastet ud i at hilse velkommen til hinanden. En god og sjov måde at løsne op for spændinger og generthed. Det lykkedes i fulde drag og blev fulgt af sange med Mette Dam som forsanger og hendes mand Brian Svendsen som pianist.
Det med spændende nye sange og fortælling om, hvad Sangkraft Vesthimmerland er og hvilke visioner, der ligger bag. Målet er at styrke dannelse, personlig udvikling og fællesskaber gennem sangen til en naturlig del af hverdagen for alle. Fremme det at mødes i sang og understøtte den kulturelle sammenhængskraft på tværs af kommuner i Vesthimmerland.
Projektleder Mette Dam gjorde det her klart, at visionen er, at børn og unge i Vesthimmerland synger sammen flere gange om ugen. At alle har mulighed for at være en del af sangfælles-skabet. At sang bliver brugt som en naturlig del ind i sundhedsfremmende aktiviteter. Disse ting ved, at Sangkraft Vesthimmerland arbejder med såvel bredde som elite.
Som led i at nå visionerne er projektleder Mette Dam og pianist Brian Svendsen rundt i de landdistrikter, der udgør Vesthimmerland.
Med udgangspunkt i oplevelsen i Medborgerhuset, Aggersund, er der ingen tvivl om, at lysten til at deltage i sang har fået et løft og at mange nye aktiviteter kommer i gang.













