ForsideMariagerfjordRund fødselsdag i Hadsund

Rund fødselsdag i Hadsund

Rund fødselsdag i Hadsund: Z-rep-indehaver Stig Zeidler Andersen fylder 40 år

Når kalenderen viser 7. december, kan indehaveren af Z-rep på Aalborgvej i Hadsund, Stig Zeidler Andersen, fejre sin 40-års fødselsdag. Og selvom mange joker med, at man ved 40 er “fed og færdig”, så er det langt fra tilfældet for Stig – tværtimod.

Mere energi end nogensinde
Siden Stig i 2019 kastede sig ud i livet som selvstændig, har han lagt godt og vel 50 timers arbejde om ugen i virksomheden. Og han gør det med et smil.

Jeg har aldrig haft mere ild i øjnene, og jeg elsker hver eneste dag at gå på job. Hver dag er en læring – og jeg er glad for, at det stadig er sådan, fortæller han.

Han lægger ikke skjul på, at opbakningen hjemmefra har været afgørende for, at hverdagen kan hænge sammen. For selvom livet som selvstændig er givende, følger der også udfordringer med.

Der er problemer, man gerne var foruden, men sådan er livet jo. Det hele er en stor læring, og det er præcis sådan, jeg ser det, siger han.

Et arbejdsliv drevet af innovation
Det, der driver Stig, er muligheden for hele tiden at starte nye projekter og tænke i nye retninger.

Jeg elsker at søsætte og iværksætte nye projekter. Det er med til at gøre det sjovt at komme på arbejde – og det smitter heldigvis også af på vores ansatte. Det værste, der kan ske, er, at vi bare går i drift. Så udvikler vi os ikke. Derfor er det vigtigt, at vi er innovative og holder os opdateret.

Hos Z-rep er de i dag fem ansatte samt en håndfuld ungarbejdere, der hjælper på lageret. Teamet er lille, men fyldt med energi.

Vi er et lille team med mange projekter, og derfor får alle ansvar. Vi sparrer på kryds og tværs, griber boldene og dribler dem videre. Det giver glæde og lyst til at yde mere – også blandt de ansatte, siger Stig.

Et selvstændigt liv, der ikke var planlagt
At blive selvstændig var aldrig en plan. Men da muligheden opstod, greb Stig den – og har ikke set sig tilbage siden.

Jeg har fra første dag taget ordsproget til mig: “Hard work beats talent”. Og det lever jeg efter hver eneste dag.

Fejringen venter
I morgen runder han de 40 år – med masser af livsglæde, energi og lyst til at udvikle Z-rep endnu mere i de kommende år. Og én ting står klart: Stig Zeidler Andersen er alt andet end færdig.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler