Anmeld rotter – og hjælp med at begrænse problemet
Rotter er et stigende problem mange steder, og Rebild Kommune opfordrer alle borgere til at anmelde det straks, hvis der observeres rotter eller tegn på dem. Hurtig anmeldelse er afgørende for at kunne bekæmpe rotterne effektivt.
Rotter formerer sig hurtigt under de rette forhold med adgang til foder, vand og skjul. En hunrotte kan få 8-12 unger pr. kuld og op til fem kuld om året. Efter blot fem uger er ungerne selv kønsmodne, og under optimale betingelser kan et enkelt rottepar derfor blive til omkring 1000 rotter på et år.
For at gøre det sværere for rotterne at etablere sig, bør fugle ikke fodres direkte på jorden, men i højden, hvor rotterne ikke kan nå. Det er også vigtigt at undgå affald, byggematerialer og andre genstande, hvor rotter kan finde skjul og bygge reder.
Rotter kan forårsage store skader, hvis de får adgang til bygninger. De kan trænge ind gennem usikrede tagnedløb, plastvandlåse og løse gulvriste.
Hvis der opdages rotter eller spor efter dem, skal det straks anmeldes via kommunens hjemmeside på rebild.dk/rotter.
Yderligere information om forebyggelse af rotteangreb findes på rotteangreb.dk.


