Rekordstor klimadag i morgen: 200.000 danskere handler for klimaet
Klimahandledagen 2025 bliver historisk, lyder det fra Grønne Nabofællesskaber i en pressemeddelelse. I morgen d. 24. april træder over 200.000 danskere aktivt ind i klimakampen med hundredvis af grønne events og initiativer over hele landet.
Allerede for to uger siden blev deltagerrekorden slået med 133.000 tilmeldte til årets Klimahandledag. I dag er tallet steget yderligere til over 200.000 tilmeldte. Det er en tydelig markering af, at danskerne er klar til at handle for klimaet, siger Bent Mariager, stifter af Grønne Nabofællesskaber, som står bag Klimahandledagen.
“Der bliver talt og skrevet en del om, at klimakampen har mistet momentum. Men når 200.000 danskere har tilmeldt sig Klimahandledagen, er det svært at tale om opgivenhed. Klimakampen lever i bedste velgående. Danskerne har ikke givet op – tværtimod. Håbet lever, og det gør viljen til forandring også,” siger Bent Mariager.
Klimahandledagen finder sted for tredje år i træk. Deltagerne repræsenterer et bredt udsnit af Danmark – fra privatpersoner og lokale fællesskaber til landets største virksomheder, kommuner og institutioner. Også minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus (S), deltager i Klimahandledagen i en grøn fællesspisning i Brøndby.
I hele landet kan man opleve og deltage i arrangementer som affaldsopsamling, klimavenlige madordninger på arbejdspladser, en kommune, der giver medarbejderne en times fri for at arbejde med grønne handlinger og reparationscaféer, hvor gamle ting får nyt liv.
Alle arrangementer har én ting til fælles: De handler om konkrete løsninger og ikke kun om gode intentioner.
“Klimahandledagen har udviklet sig til at være Danmarks største klimabegivenhed, og den viser, hvad vi kan opnå, når vi tager sagen i egen hånd. Vi venter ikke på næste klimatopmøde – vi handler nu,” siger Bent Mariager.
Man kan se og tilmelde sig, og se alle åbne events, på klimahandledag.dk