ForsideHimmerlandRekordmange våben indleveret under frit lejde

Rekordmange våben indleveret under frit lejde

Rekordmange våben indleveret under frit lejde

I november 2024 var der en sjælden mulighed for at aflevere våben anonymt til politiet, uden at man risikerede en sigtelse for ulovlig våbenbesiddelse. Det skyldtes, at politiet afholdt en såkaldt frit lejde-aktion. Her er opgørelsen over det samlede antal indleverede effekter under aktionens forløb.

35.531. Så mange effekter modtog politiet under november måneds frit lejde-aktion, hvor det har var muligt at indlevere våben anonymt til politiet uden at risikere at blive sigtet for ulovlig våbenbesiddelse.

De mange indleverede effekter betyder, at der er blevet sat en ny rekord for, hvor mange effekter politiet har fået indleveret under en frit lejde-aktion.

De 35.531 indleverede effekter overgår nemlig den hidtidige rekord fra den seneste frit lejde-aktion i juni 2017, hvor der blev indleveret 24.546 effekter.

– Vi er meget tilfredse med, at der er blevet indleveret et rekordhøjt antal effekter, og vi er enormt glade for, at så mange borgere har bakket op om frit lejde-aktionen anno 2024. Der er tale om tusindvis af våben, som nu er væk fra samfundet og dermed ikke kan havne i de forkerte hænder, hvilket var hovedformålet med frit lejde-aktionen, fortæller politikommissær i Rigspolitiet Sune Fletcher Hjortel, der har været med til at koordinere frit lejde-aktionen.

Du kan altid aflevere ulovlige våben til politiet

Selvom perioden med frit lejde nu er overstået, kan man altid ringe 114 og drøfte aflevering af våben til politiet, for eksempel hvis man finder våben blandt arvestykker eller i et dødsbo. Uden for frit lejde-perioden foregår afleveringen af eventuelle våben dog ikke anonymt, men det er ikke ensbetydende med, at man i sådanne situationer skal forvente en sigtelse for ulovlig våbenbesiddelse:

– Hvis man kan godtgøre, at man for eksempel er kommet i besiddelse af ulovlige våben i forbindelse med overtagelsen af et dødsbo, bliver der ikke rejst tiltale for ulovlig våbenbesiddelse, så længe man får dem indleveret til politiet hurtigst muligt. Så skulle man finde ulovlige våben, skal man ikke vente på, at der måske bliver afholdt en frit lejde-aktion i fremtiden, men i stedet straks ringe 114 og aftale nærmere, slutter politikommissær i Rigspolitiet Sune Fletcher Hjortel.

På politi.dk/fritlejde kan du – lidt endnu – finde svar på oftest stillede spørgsmål om frit lejde-aktionen, heriblandt hvorfor de indleverede genstande ikke bliver solgt på auktion samt, hvad der sker med de indleverede effekter.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler