Alt er bare gået frem- og opad for Frivillige Hænder på Røde Kors Hjemmet i Løgstør
Det var som tilhører næsten nødvendigt at tørre sveden af panden, da formand Aase Lund, Frivillige Hænder, på Røde Kors Hjemmet Løgstør holdt sin beretning på generalforsamlingen. Det var næsten er overflødighedshorn af aktiviteter, der var ydet for plejehjemmets beboere.
Antallet af aktiviteter, som Frivillige Hænder har fået stablet på benene, er steget. Det samme er foreningens medlemstal. Antal donationer til velgørenhedsarbejdet med beboerne har nået et højdepunkt og nye aktiviteter, som fx musikterapi er ved hjælp af donation fra TrygFonden blevet en fast aktivitet på Røde Kors Hjemmet.
-Det hele kan kun lade sig gøre ved den store og trofaste indsats, som I frivillige gør, sagde Aase Lund. Hun kunne informere om, at der nu er 33 på frivilliglisten, hvilket er en stigning i forhold til tidligere år. Foreningens Facebook side har fordoblet sit medlemstal til 276 medlemmer, fortalte Aase Lund.
Hun nævnte at der i 2025 havde været tre højdepunkter: Det var foreningens 20-års jubilæum, indvielse af den flotte muslingeskulptur ved indgangen og en to dages sommerfest. Tre arrangementer som blev meget vellykkede for såvel beboere, pårørende, personalet og de frivillige.
Da Aase Lund i sin beretning kom ind på, hvor mange aktiviteter der var blevet afviklet i løbet af året, tabte hun selv næsten pusten. Der havde været holdt Royal Run og motionsdage i samarbejde med børnehaverne. Der havde været besøg af to alpakaer i salen og to heste ude på plænen. Der havde været holdt elleve musikarrangementer, ni busture.
Et nyt tiltag er kaffebord/hyggecafe med fire beboere hver gang sammen med to frivillige. Et tiltag som er yderst populært blandt beboerne og de frivillige.
Musikterapi med musik og sang har givet beboerne et løft af de bemærkelsesværdige. Sammen med musikterapeut Mette Wiemann Gregersen arrangeres der musik og sang sammen i grupper, eller for den enkelte beboer. Det har sat meget positivt i gang hos alle, der er med og givet et løft for beboere, der har demens.
Tiltaget følges af Tv-stationen TV2Salto, som har lavet tre udsendelser fra musikterapien på Røde Kors Hjemmet, som vises her i marts måned.
-De mange aktiviteter har vi ikke formået at få stablet på benene, hvis ikke opbakningen udefra har været så stor. Vi har fået mange og betydningsfulde sponsorater fra fonde, private, byens butikker, velgørenhedsorganisationer og flere andre.
Aase Lund sluttede sin beretning med rosende ord til de mange frivillige, foreningens medlemmer, plejehjemmets personale, de pårørende og de der har støttet op omkring arbejdet.










