ForsideRebildREGAN Vest: Billetsalget for 2026 skydes i gang torsdag

REGAN Vest: Billetsalget for 2026 skydes i gang torsdag

REGAN Vest: Billetsalget for 2026 skydes i gang torsdag

Den hemmelige koldkrigsbunker i Rold Skov er populær som aldrig før, og billetterne plejer at ryge på få timer. Siden museets åbning i 2023 har man solgt 99 procent af samtlige billetter. Intet tyder på dalende interesse, og når billetsalget til første del af 2026 skydes i gang torsdag 11. september, så forventer museet, at det går stærkt.

Interessen for at besøge den hemmelige regeringsbunker REGAN Vest i Rold Skov har været støt stigende siden den åbnede for offentligheden i februar 2023. Besøgstallet nærmer sig 180.000, og torsdag 11. september frigives mere end 7500 billetter til første del af 2026 – nærmere bestemt til perioden 1. februar til 12. april 2026. Det sker på nordjyskemuseer.dk.

For personer med gavekort åbnes billetsalget allerede tirsdag 9. september.

”Selv om vi har rundvisninger i bunkeren fra tidlig morgen til sen aften hver eneste dag, så er det stadig umuligt at skaffe billetter til alle interesserede. Det kan være svært at tro, at et museum kan være så godt som udsolgt, men det er ikke desto mindre tilfældet,” fortæller direktør Lars Christian Nørbach fra Nordjyske Museer, som REGAN Vest er en del af.

Et højaktuelt emne
Forklaringen på museets enorme popularitet kan skyldes mange ting, men museumsdirektøren peger på den aktuelle verdenspolitiske situation som en væsentlig årsag.

”Selvom Koldkrigsmuseet REGAN Vest omhandler den kolde krig og ikke en varm krig, som vi har i Europa i dag, så er det absolut et aktuelt museum både til og om tiden. I REGAN Vest giver vi vores publikum viden og oplevelser om blandt andet de verdenspolitiske begivenheder, der på alle måder giver forudsætningerne for at forstå konflikterne i vores samtid, ” siger Lars Christian Nørbach og fortsætter:

”I REGAN Vest erfarer publikum, hvordan man havde tænkt sig at redde demokratiet og befolkningen, hvis ”ballonen gik op”, som man sagde dengang. Et mål, som absolut også er aktuelt i vores samtid.”

Autenticiteten betyder alt
Et spørgsmål som museet ofte får er, hvorfor man ikke bare lukker porten op og sluser alle ind og lader dem gå rundt alene.

Vores hovedfokus er at bevare autenticiteten, forklarer Lars Christian Nørbach.

”Det er et stykke helt unik danmarkshistorie og for at give museumsgæsterne den allerbedste oplevelse, har vi valgt at have dem med på forholdsvise intime rundvisninger med maksimalt ti personer. Samtidig har vi fravalgt at skærme bunkerens rum af med en masse plexiglas. På den måde sikrer vi, at publikum kan komme helt ind i de mange rum og sammen med vores dygtige guider nærmest træde ind i historien,” siger han.

Derudover er der en række sikkerhedskrav fra myndighederne, der gør, at det ikke kan lade sig gøre. Blandt andet er der en begrænsning på antallet af personer, der må opholde sig i bunkeranlægget. Den grænse er på 65 personer, da man skal kunne evakuere bunkeren forholdsvis hurtigt, hvis der opstår en nødsituation.

Eneste af sin slags
Bunkeren er den eneste af sin slags i Danmark, som er åben for offentligheden. Den ligger skjult 60 meter under en kridtbakke i Rold Skov og blev opført i al hemmelighed i 1960’erne. Den skulle huse regering, embedsmænd samt den siddende regent i tilfælde af en atomkrig og har plads til ca. 350 personer. 

Bunkeren står uberørt og er fuldt møbleret med alt originalt interiør intakt – lige fra møbler og kontorudstyr til sengetøj, tallerkner og bestik. 

Regeringens situationsrum er bunkerens vigtigste rum. Det var her politikerne skulle samlet og tage beslutninger vedr. krigsførelsen. Foto: Lars Horn for Nordjyske Museer
Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler