Ranum samler kræfter til at lave et stærkt grundlag for fremtidens udvikling
Beskeden fra kandidaterne ved vælgermødet i Ranum op til kommunalvalget var klar. Vi kan ikke gøre Ranum til noget specielt kulturmæssigt uden jer. I må lave en plan for udvikling og tiltag, som vi kan støtte op om og hjælpe med at blive realiseret. Det er jer der kan lave arbejdet! Det er ikke os, var udmeldingen fra en samlet kandidatgruppe.
En opfordring som ikke skal siges to gange. Ranumborgeren Steen Junge Mortensen har taget initiativ til et opstartemøde omkring Ranums udvikling. Det bliver onsdag, d. 14. januar 2026 på Ranum Efterskole.
Af opslag på Facebook fremgår det, at den foreløbige agenda for mødet er et kort oplæg omkring tankerne med etablering af en arbejdsgruppe. Hvordan sikrer vi et stærkt og fremtidssikret Ranum? Valg af en styregruppe på 4-6 personer, der repræsenterer byens borgere, efterskolen, foreningslivet og personer, der vil yde en reel indsats.
Af oplægget fremgår nogle mål for, hvilke emner der kan tages fat på. Her nævnes Ranum Lægehus, Mødested & Cafe, Fællesskab & Kultur, plan for det videre arbejde og eventuelt.
Alle er VELKOMMEN til at deltage i mødet.
-Vi kan ikke lukke ørene for den opfordring, der var på vælgermødet til, at vi selv må gøre en indsats. Vil vi fremgang for Ranum, så må vi samle de kapaciteter, der er i byen og få lavet noget konstruktivt. Det er vigtigt, vi får tænkt nyt, bredt og spændende. Noget som bliver et alsidigt tilbud til børn, voksne, ældre. Vi skal have vendt afvikling til udvikling, siger Steen Junge Mortensen, som er initiativtager til mødet.
Han ser gerne, at mange møder op og at der bliver kandidater til styregruppen. Der håbes her på engagerede mennesker, der brænder for Ranums fremtid og vil være med til at løfte arbejdet.






