Ranum har været foregangsby på mange måder hvilket kom frem på byvandringen
Byvandringen i Ranum, arrangeret af Ranum Lokalhistoriske Forening, sprængte alle rammer. I alt 50 personer mødte op til en spændende gåtur gennem Vestergade.
De fik, hvad de var kommet for, nemlig historier om, hvem der havde boet i husene og hvad husene havde været brugt til af erhverv. Fortællinger det beretter om stor aktivitet, iderigdom og tilpasning.
Der har tidligere været et rigt forretningsliv i Ranum; Brugs og tre købmænd, to slagtere og bagere, møbelhandler, isenkræmmer, tøjbutikker, flere frisører og mange andre hverv har været repræsenteret. Et forretningsliv der nu begrænser sig til at være Brugsen og en genbrugsbutik.
Jens Ole Petersen var guide på turen med de mange deltagere og han havde fået en svær opgave. Gruppen af tilhørere spredte sig, snakkede indbyrdes og var svære at råbe op. Men! med hjælp af Villy Nielsen og andre i deltagergruppen, blev det til en informativ tur.
Mange informationer kom frem og mange historier om de forskellige steder og deres beboere fortalt. Informationsrigdommen var stor og der var mange fortællinger og episoder at forholde sig til.
Efter en informativ tur gennem Vestergade stoppede forløbet ved Ranum Kirke. Her inviterede Lokalhistorisk Forening på kaffe og kage i sognehuset. Det, der ikke var blevet snakket om på turen, blev vendt her.
Et vellykket arrangement som man kun kan opfordre Ranum Lokalhistoriske Forening til at gentage. En opfordring skal dog være, at man kan opdele deltagerne i mindre grupper eller at guiden bliver udstyret med en megafon, så alle har mulighed for at høre de spændende fortællinger.













