En vellykket byfest i Ranum gav et overskud på ikke mindre end 87.000 kroner
Visionerne for at skabe Ranum som en by i udvikling på mange måder mangler ikke. Der er mange ideer, der arbejdes med og som formand for Ranum Borgerforening ser frem til at realisere snarest, siger Steen Junge Mortensen.
Et stort oprydningsarbejde med økonomisk kollaps fra den tidligere bestyrelse, samarbejde, ansøgninger, ideudvikling, en lukket bankkonto og meget mere har de første måneder taget meget af bestyrelsens tid.
Politiet har ikke tid til at tage sig af den anmeldelse, vi har indgivet på vegne af generalforsamlingen. En sag som vi ønsker at gå videre med, oplyser Steen Junge Mortensen. Det er urimeligt over for såvel os i den nye bestyrelse som dem, anmeldelsen omhandler. Er nogen skyldig, så må de betale det beløb, der er lavet svig for. Følger vi ikke op på generalforsamlingens beslutning, anses vi for at have svigtet.
-Vi blev desværre ikke valgt som årets Sundhedslandsby. Et kæmpe arbejde var lavet, mange ideer lagt på bordet, stor opbakning fra Vesthimmerlands Kommune samt Ranum bys handlende, uddannelsesinstitutioner, foreninger m.v. bakkede os op. Det lykkedes ikke i år at blive valgt. Vi arbejder koncentreret på af blive det i 2027, siger Steen Junge Mortensen, Ranum Borgerforening.
-En yderst vellykket byfest er afviklet med succes. Den viser, at Ranum kan meget, når vi løfter i flok. Den trak besøgende fra en stor del af oplandet og Ranum by. Byfesten samlede mange frivillige ildsjæle til på forskellig vis at servicere de mange besøgende. Vi fik vist, at mulighederne er mange og opbakningen stor.
Heldigvis gav byfesten et overskud på ikke mindre end kr. 87.000,00. Det ikke mindst grundet stor opbakning fra forretningsdrivende, virksomheder og andre donorer. Det gør, at vi har lidt midler at arbejde med. En nødvendig økonomi for kunne få de mange ideer vi arbejder med gjort til handling.
Bestyrelsen for Ranum Borgerforening takker de mange, der har tegnet et medlemskab, givet en hjælpende hånd med på forskellig vis, kommet med tanker og ideer til ting, vi opfordres til at arbejde med. Opbakningen er massiv og bestyrelsen ligger ikke på den lade side, siger Steen Junge Mortensen, Ranum Borgerforening.





