ForsideRebildPrognose for børnetal på dagtilbudsområdet i Rebild Kommune

Prognose for børnetal på dagtilbudsområdet i Rebild Kommune

Prognose for børnetal på dagtilbudsområdet i Rebild Kommune

Prognose for børnetal på dagtilbudsområdet er på dagsordenen når Børne- og Familieudvalget i Rebild Kommune holder møde den 11. juni 2025.

Ny befolkningsprognoser viser at antallet af børn i alderen 0-5 år de kommende år forventes at ligge på et lidt lavere niveau sammenlignet med sidste års prognose. Fra 01.01.2026 ændres reglerne for overgang til børnehave som følge af minimumsnormeringer. Det betyder, at børnene skal være to måneder længere i dagpleje og vuggestuer inden opstart i børnehave. Derfor forventes pres på 0-2 års tilbuddene flere steder i kommunen. Nogle steder er der mulighed for konvertering af børnehavepladser til vuggestuepladser. Andre steder kigges der på oprettelse af vuggestuepladser og rekruttering af dagplejere. Enkelte skoledistrikter er allerede nu udfordret på børnetallet, så der er behov for at se på løsninger for udvidelse af pladser.    

På lang sigt forventet fortsat behov for udvidelse af kapaciteten i Støvring omkring 2031/2032. Behovet afhænger dog af hvor mange specialpladser (Fuglereden), der skal trækkes ud af almen delen i Fuglsang.

Indstilling: Forvaltningen indstiller, at Børne- og Familieudvalget tager orienteringen til efterretning. 

Sagsfremstilling
Rebild Kommune har fået udarbejdet en ny befolkningsprognose for årene 2026-2050. Befolkningsprognosen bygger på en række forudsætninger i forhold til nybyggeri, fertilitet og generelle flyttemønstre både internt i kommunen samt til- og fraflytning fra kommunen. Fertiliteten i Rebild Kommune har de seneste år været faldende, men samme tendens ses på landsplan, så Rebild Kommune ligger fortsat på et højt niveau sammenlignet med gennemsnit for hele landet. I den nye prognose er der indregnet at fertiliteten nu ligger på et lavere niveau og forventningen til antal nye boliger er tidsforskudt lidt i de kommende år. Ændringen i disse forudsætninger er begge medvirkende til at forventet børnetal i de kommende år ligger på et lavere niveau sammenlignet med sidste års prognose.

Udvikling i antal 0-5 årige

Sammenlignet med sidste års prognose forventes det samlede antal børn i alderen 0-5 år at ligge på et lavere niveau. Årsagen hertil skal primært findes i forskydninger i forventet antal nye boliger og udviklingen i fertiliteten. Antallet af 0-5 årige i de kommende år forventes at ligge mellem 2300 børn og 2400 børn samlet i kommunen, hvilket er omkring 50-100 børn færre end forventet i sidste års prognose. 

Inden for de næste tre år forventes en lille nedgang i antallet af børn. I årene fra 2028 og frem forventes børnetallet igen at være stigende. Børnetallet forventes de næste 5 år at være stigende i Støvring og Terndrup, mens børnetallet øvrige steder i kommunen forventes at være uændret eller faldende de næste 5 år. Se bilag med prognose for udvikling i børnetal i de enkelte distrikter. 

Udvikling i fødsler

På landsplan har der de seneste år været et fald i fertiliteten. Samme tendens har der været i Rebild Kommune. Fertiliteten er udtryk for antal fødsler pr. kvinde i alderen 15-49 år. I den nye prognose er der taget højde for den faldende tendens ved, at fertilitetsniveauet bygger på de seneste seks års historik. Der er dermed stadig indregnet, at Rebild Kommune ligger som en af de kommuner i landet med højst fertilitet, niveauet er blot nedsat. Forskydninger i forventet antal nye boliger i den nye prognose har også en effekt på forventet antal fødsler, idet de nye boligområder typisk tiltrækker yngre borgere, der flytter ind og stifter familie. 

Som følge af ændringerne i ovenstående forudsætninger ligger forventet antal fødsler på et lavere niveau sammenlignet med forventningerne i sidste års prognose. Af grafen over udviklingen i antal 0-årige ses desuden hvordan antallet af fødsler svinger meget år for år. Der vil også i årene fremover komme udsving i antallet af fødsler i form af år med ”babyboom”, men det kan prognosen ikke forudsige, så derfor ligger forventningen mere jævnt fordelt.

Status på kapacitetsbehov på dagtilbudsområdet

Befolkningsprognosen bruges til at give et estimat på behovet for kommunale pladser på længere sigt. Der indgår i estimatet en række forudsætninger blandt andet i forhold til fordelingen af børn mellem private og kommunale tilbud samt antal dagplejere og private tilbud. Forudsætningerne er nærmere beskrevet i bilag. Derudover indgår især på 0-2 års området en usikkerhedsfaktor i forhold til udviklingen i antal dagplejere og private børnepassere samt udsving i antal fødsler som prognosen ikke tager højde for. Disse faktorer kan ændre behovet for kommunale pladser.

Beslutningen om senere overgang til børnehave fra 01.01.2026 som følge af minimumsnormeringer betyder, at børn skal starte 2 måneder senere i børnehave end de gør i dag. Dermed bliver der flere børn i 0-2 års tilbuddene og færre børn i børnehaverne.

I Suldrup og Øster Hornum skoledistrikter forventes kapaciteten at passe, men der kan blive behov for at se på muligheder for at konvertere børnehavepladser til vuggestuepladser.

I Terndrup og Sortebakkeskolens skoledistrikter medfører det øgede behov for pladser til 0-2 årige et pres på dagtilbuddene i Terndrup og Nørager. I begge skoledistrikter er der ledig børnehavekapacitet, men pladserne er i henholdsvis Rørbæk og Bælum. Der er ikke vuggestuepladser i disse institutioner og dermed er der begrænset muligheder for konvertering af pladser. I begge skoledistrikter betyder det stigende behov for pladser i de største byer, at forældrene får tilbudt plads i institutionerne i de mindre byer. I Terndrup skoledistrikt er der to private daginstitutioner, som har betydning for behovet for kommunale pladser.

I Haverslev og Skørping skoledistrikter er der behov for flere pladser til 0-2 årige på grund af senere overgang til børnehave fra 1. januar 2026. Der ligger ansøgning om oprettelse af vuggestue i Haverslev. Skørping skoledistrikt er udover udfordring på 0-2 års tilbuddene også udfordret på kapaciteten i børnehaverne frem til ny institution står klar og der er derfor behov for at se på midlertidige løsninger. 

I Støvring skoledistrikter er der behov for flere pladser til 0-2 årige med indførsel af senere overgang til børnehave. Derfor er det allerede besluttet at børnehaven Bavnebakken omlægges til vuggestue over en årrække. Med baggrund i befolkningsprognosen forventes fortsat behov for udvidelse af kapaciteten omkring 2031/2032. Hvor stort behovet er afhænger dog af hvordan pladserne i ny institution Fuglsang forventes brugt i forhold til fordelingen på antal pladser til almendel og specialdel (Fuglereden). 

Bilag
Prognose for udvikling i børnetal pr. skoleskoledistrikt
Forventet antal børn i kommunale dagtilbud sammenholdt med kapacitet

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler