Barnets Blå Hus, Vesthimmerland, modtager pris på 15.000 kroner
Andelskassen hylder Barnets Blå Hus, Vesthimmerland, og tildeler stedet bankens ”Sammen kan vi mere-pris 2026” i aktionærkreds Østjylland. Med prisen følger 15.000 kr.
På Andelskassens aktionærmøde 3. marts 2026 i Tinghallen i Viborg uddelte banken traditionen tro Andelskasseprisen og tre ”Sammen kan vi mere-priser”. Priserne går til små og store initiativer, der skaber glæde, udvikling og sammenhold, og som gør en forskel i lokalsamfundet.
I indstillingen, som Andelskassen modtog på Barnets Blå Hus, står der:
”De gør så godt et stykke arbejde for børn og familier, der er ramt af misbrug. Barnets Blå Hus er et gratis behandlings- og støttetilbud for børn og unge i alderen 0-20 år og deres familier, som lever med udfordringer på grund af alkohol- eller stofmisbrug.”
Med Sammen kan vi mere-prisen følger 15.000 kr.
Udover prisuddelinger på i alt 50.000 kr. til prismodtagere i aktionærkreds Østjylland var der god mad, valg til aktionærråd og et foredrag ved tidligere håndboldstjerne Lars Christiansen på programmet. Og så naturligvis et oprids af det forgangne år i banken. Her fortalte bankdirektør Alma Lund Høj blandt andet om, at Danske Andelskassers Bank – i daglig tale Andelskassen – i februar præsenterede et tilfredsstillende årsregnskab for 2025.
Mødet var for aktionærer i aktionærkredsene Øst- og Midtjylland, og det var det første af fire aktionærmøder, der alle afholdes i marts. Der deltog ca. 450 aktionærer til mødet.
Fakta:
Andelskassen uddeler hvert år Sammen kan vi mere-prisen og Andelskasseprisen til personer, grupper, virksomheder eller foreninger, der gør en forskel i deres lokalsamfund. Priserne uddeles i bankens aktionærkredse og består af fire priser til en samlet værdi af 50.000 kr. pr. aktionærkreds.
Andelskasseprisen er en særlig anerkendelse til en person eller et par, som har gjort en særlig indsats for et af aktionærkredsens lokalområder inden for det sociale, erhvervsmæssige eller kulturelle/sportslige områder. Her uddeler Andelskassen et beløb på 5.000 kr.
”Sammen kan vi mere-prisen” består af tre priser på hver 15.000 kr. Disse priser er en særlig anerkendelse til tre foreninger, grupper eller lignende, der i det forløbne år har gjort en særlig indsats for et af aktionærkredsenes lokalområder inden for det sociale, erhvervsmæssige eller kulturelle/sportslige område.





