Politiet: Del opfordringen med alle du kender
Har du husket at fortælle alle dine venner, familiemedlemmer og bekendte, at de aldrig skal tage en pirattaxa hjem fra byen?
Hvis ikke får du hermed endnu en mulighed for at dele de gode forebyggende råd i direkte forlængelse af, at politiet mandag kl. 14.44 modtog den seneste anmeldelse i rækken af efterhånden mange, om tyveri i forbindelse med en køretur hjem fra byen med pirattaxa.
Ifølge den seneste anmeldelse havde en 22-årig mand natten til mandag omkring kl. 05.00 taget en pirattaxa hjem fra en bytur.
Ved turens afslutning viste dankortterminalen i pirattaxaen sig dog ikke at virke, og efter en form for tyrkisk dans ude foran bilen med chaufføren, vågnede den 22-årige mand op dagen efter og opdagede, at han manglede sit dankort og var blevet flere tusinde kroner fattige.
Opfordringen fra politiet er uændret: Tag aldrig en pirattaxa hjem fra byen, men planlæg på forhånd, hvordan du evt. med hjælp fra venner, familie eller offentlig transport kommer sikkert hjem fra din bytur.