Politiet afgør, om der er grundlag for en straffesag og hvem den vil omfatte
Den nye bestyrelse i Ranum Borgerforening er kommet godt i gang efter en hektisk opstart. Nogle bump skal dog ryddes af vejen, før der kan åbnes op for kreativ tænkning, siger formand Steen Junge Mortensen.
-Vi har afleveret en anmeldelse om det regnskabsrod, der har været og de mange penge, der mangler i foreningens regnskab for 2025. Politiet har mødtes med repræsentanter fra bestyrelsen og andre involverede, som frivilligt har hjulpet med til at få overblik over regnskabet. Nu er det op til politiet at afgøre, om der er grundlag for en straffesag og hvem den vil omfatte.
-Der er brug for et nyt sæt vedtægter, som giver bestyrelsen helt klare retningslinjer. Vi skal have styr på, hvordan økonomien håndteres. Ligeledes det vigtigt at få strammet op på vedtægterne, så det ligger helt klart, hvad det er for en borgerforening der skabes.
-Det betyder en ny generalforsamling for at få nye vedtægter vedtaget. Denne kommer snarest og vil blive annonceret ud. Vi var uheldige, da vi fastlagde en dato sidst. Den faldt nemlig sammen med en stor festlighed i Multikulturhuset og blev derfor aflyst.
-Vi har lavet et betydeligt forarbejde for at kunne præsentere et så stærkt sæt vedtægter som muligt. Vi har præsenteret dem for Vesthimmerlands Kommune. Deres tilbagemelding er et OK. Før vedtægterne er gyldige, kræver det en vedtagelse på en ekstraordinær generalforsamling og derefter en endelig godkendelse af Vesthimmerlands kommune.
I bestyrelsessammensætningen har vi oplevet en ændring. Birgit Dahl har desværre trukket sig, idet hun fandt opgaven for overvældende. I stedet er suppleant Per Fragtrup indtrådt i bestyrelsen.
-Vi ser i bestyrelsen frem til, at vi får ro til kunne arbejde med mærkesager. Hertil at få lavet strategi for et udviklingsarbejde for Ranum og omegn. En spændende udfordring som vi ser frem til og har store forventninger til, slutter Formand for Ranum Borgerforening Steen Junge Mortensen.




