Pludselig dukkede forsvarsministeren op i Hørby
Der blev spærret øjne op i landsbyen Hørby, lidt uden for Hobro, da en sort ministerbil rullede gennem byen. Opstandelsen blev ikke mindre, da landets forsvarsminister steg ud af Mercedesen. Besøget var dog ikke forbundet med en krisesituation eller et brændpunkt, som vi normalt ser ministeren fra på TV, men derimod et planlagt møde med Venstres borgmesterkandidat i Mariagerfjord Kommune, Jesper Skov Mikkelsen.
Venstre i Mariagerfjord har netop præsenteret en opstillingsliste med over 20 kandidater til kommunalvalget den 18. november 2025. Listen vækker opsigt, ikke blot på grund af antallet, men også fordi flere yngre kandidater har meldt sig på banen.
Forsvarsministeren og partiformand Troels Lund Poulsen deltog i et privat frokostmøde hos Jesper Skov Mikkelsen, hvor han roste det arbejde, der er blevet lagt i at sammensætte en bred og repræsentativ kandidatliste.
“Det er vigtigt at finde og engagere nye kandidater i god tid før valget. I Venstre står vi et meget bedre sted end ved sidste folketingsvalg, og vi har et solidt netværk af partiforeninger i hele landet. Den store opbakning i Mariagerfjord er et godt tegn for Jesper Skov Mikkelsens chancer for at genvinde borgmesterposten,” sagde Troels Lund Poulsen.
Jesper Skov Mikkelsen var stolt af den opbakning, partiet har modtaget lokalt.
“Vi har arbejdet hårdt for at finde kandidater, og det er fantastisk at se, hvor mange der har lyst til at deltage i demokratiet. Vi har et hold, der repræsenterer hele kommunen, og det lover godt for fremtiden. Det betyder meget for mig personligt, at partiformanden prioriterer at besøge os her i Hørby og tage en snak om vores lokale udfordringer og muligheder,” sagde Jesper Skov Mikkelsen.
Efter besøget i Hørby fortsatte Troels Lund Poulsen til Hobro Sygehus, hvor han blev vist rundt og deltog i en diskussion om det nære sundhedssystem.