Af Per Roth, byrådskandidat for Danmarksdemokraterne
Veterankoordinator og pårørendevejleder – to vigtige støttefunktioner, som vi bør have i Mariagerfjord Kommune
Når man står i en livskrise, kan det være svært at finde rundt i systemet, få overblik over muligheder og rettigheder – og samtidig håndtere de personlige udfordringer.
Her spiller veterankoordinatorer og pårørendevejledere en afgørende rolle.
Veterankoordinator – støtte til veteraner og deres pårørende
En veterankoordinator er en kommunal nøgleperson, der hjælper veteraner og deres familier med at navigere i tilbud, støtteordninger og samarbejde med f.eks. Forsvaret, kommunen og sundhedsvæsenet.
Veterankoordinatorens opgave er at sikre, at ingen veteraner eller deres familier står alene, og at hjælpen bliver overskuelig.
Der er ca. 280 veteraner i Mariagerfjord Kommune, som fortjener opbakning. Når vi sender vores unge mennesker i krig, er det kun naturligt, at vi også hjælper dem, når de vender hjem igen.
En pårørendevejleder er et trygt bindeled i et svært forløb
En kræftdiagnose eller anden langvarig og/eller kronisk fysisk eller psykisk sygdom vender ofte op og ned på både patientens og de pårørendes liv.
Pårørendevejlederen er en fast kontaktperson, som støtter personer med en livstruende diagnose og deres familier gennem hele forløbet – fra diagnose til behandling og tiden efter.
Formålet er at gøre et uoverskueligt sygdomsforløb mere struktureret og trygt, så patienten kan fokusere på at få det bedre.
Der er ca. 3.000 borgere med en livstruende diagnose i Mariagerfjord Kommune.
Fællesnævneren – støtte og koordinering
Selvom målgruppen er forskellig, har veterankoordinatorer og pårørendevejledere det samme mål: at være et bindeled, der sikrer, at borgere og deres pårørende får den rette hjælp på det rette tidspunkt – uden at drukne i bureaukrati og frustrationer.
Koordinatorens indsats er med til at skabe sammenhæng, tryghed og overskuelighed i nogle af livets sværeste situationer.
Veterankoordinatoren og pårørendevejlederen bør derfor indgå i budgettet for 2026 i Mariagerfjord Kommune – funktioner, som det siddende byråd har fravalgt.


