Mariagerfjord Gymnasium og Videnskabsklubben indgår strategisk samarbejde
Nyt partnerskab skal styrke naturvidenskaben for børn og unge.
Et nyt partnerskab mellem Mariagerfjord Gymnasium og Videnskabsklubben skal sikre, at nysgerrige børn og unge fortsat har mulighed for at dyrke deres passion for videnskab i Hobro.
Fra 2026 er Mariagerfjord Gymnasium trådt ind i et partnerskab med Videnskabsklubben – et landsdækkende fællesskab, hvor børn og unge går til videnskab i fritiden. Partnerskabet er et strategisk samarbejde, der både styrker gymnasiets faglige profil og det lokale videnskabstilbud.
Samarbejdet mellem Mariagerfjord Gymnasium og Videnskabsklubben har eksisteret siden 2021. Her har børn fra 4.-6. klasser gået til naturvidenskab i deres fritid på gymnasiet, hvor gymnasieelever har stået for undervisningen. I efteråret var emnet kemi, hvor børnene fik en grundlæggende forståelse af kemiens verden. De eksperimenterede blandt andet med slim, undersøgte pH-værdier i mad og lærte om grundstoffer.
Med det nye partnerskab forpligter gymnasiet sig endnu tydeligere på at tage et lokalt ansvar, så kommunens børn og unge fortsat har et sted at mødes om deres interesse for videnskab og læring.
– Videnskabsklubben på gymnasiet er en klar succes. Børnene samles om naturvidenskabelige eksperimenter og deres nysgerrighed for at forstå verden – og vores egne elever vokser med opgaven, når de underviser og fungerer som rollemodeller. Derfor har det været helt naturligt for os at indgå et strategisk partnerskab med Videnskabsklubben, siger Helle Ullmann Hansen, der er underviser og ansvarlig for Videnskabsklubben på Mariagerfjord Gymnasium.
Stort behov for præstationsfrie fællesskaber
I 2025 stod mere end 800 børn på venteliste for at gå til videnskab i fritiden gennem Videnskabsklubben. Det vidner om et stort behov for at skabe fællesskaber med plads til nysgerrighed og videbegærlighed, lyder det fra Videnskabsklubbens direktør.
– Mange børn og unge mangler i dag steder, hvor de kan fordybe sig uden at blive målt og vejet. Videnskabsklubben er netop sådan et sted, men vi kan ikke løfte opgaven alene, siger direktør i Videnskabsklubben, Rikke Schmidt Kjærgaard.
Gymnasierne spiller en central rolle i arbejdet med at skabe de faglige fællesskaber, lyder det fra Videnskabsklubbens direktør. Udover at stille lokaler, faglige ressourcer og frivillige gymnasieelever til rådighed, sender de et vigtigt signal til både børn og unge, forklarer hun:
– Gymnasierne viser børn og unge, at der er plads til, at nysgerrigheden og glæden ved at lære kan få plads i et fællesskab uden præstationspres. De hjælper os med at sætte præstationsræset på pause, og den værdi kan ikke måles i kroner og øre.
Faktaboks
I Videnskabsklubben går børn og unge til videnskab som en fritidsaktivitet. Undervisningen varetages af frivillige gymnasieelever, der rekrutteres af gymnasiet og oplæres af Videnskabsklubben. I 2026 når Videnskabsklubben ud til mere end 3.000 børn og unge i 70 kommuner.
I uge 43 starter Videnskabsklubben med et nyt forløb på Mariagerfjord Gymnasium.




