ForsideMariagerfjordParalympiske atleter er ikke helt normale…

Paralympiske atleter er ikke helt normale…

Paralympiske atleter er ikke helt normale…

… de er verdensklasse! Det er budskabet i en ny kampagne, der frem mod starten på PL i Paris den 28. august viser atleternes dedikation og understreger, at handicap ikke er en begrænsning for sportspræstationer på højeste niveau

Det er ikke helt normalt – det er verdensklasse!

Med denne tagline lancerer DIF, Team Danmark og Parasport Danmark nu en kampagne, der kører frem mod og under de Paralympiske Lege i Paris, der afvikles fra 28. august til 8. september.

I en række små film med et udvalg af Danmarks bedste para-atleter visualiserer kampagnen, hvor meget dedikation, passion og træning det kræver at opnå deltagelse ved de Paralympiske Lege.

Et gennemgående element i kampagnen er, at atleterne via deres sport bryder ud af et handicap-piktogram og derigennem synliggør, at de ikke lader sig begrænse af deres handicap på vejen mod verdensklasse. Det er et budskab, der ønsker at gøre op med fordomme, der er forbundet med det velkendte internationale handicap-piktogram.   

”Niveauet i international parasport har aldrig været højere, og det kræver benhård træning, masser af fravalg og en særlig dedikation at være med helt fremme. Parasporten bliver desværre stadig mødt af fordomme, selvom mange af os træner og lever professionelt. Derfor er det også glædeligt, at vi med denne kampagne kan give et indblik i, hvor meget det kræver at komme til PL og kæmpe om medaljer,” siger bordtennisspiller Peter Rosenmeier, der er en del af initiativet og på vej til sit sjette PL i træk.

Vil vinde og inspirere

Kampagnen vil frem mod afviklingen i Paris køre på SoMe-kanalen ’Danmark til PL’ på Facebook og Instagram samt atleternes egne sociale medier, ligesom de fra 27. august til 8. september kontinuerligt vil blive vist i Ocean Outdoors digitale netværk af storskærme i en række af landets største storcentre på tværs af landet.

Derudover vil filmene løbende blive præsenteret på hjemmesiden paralympiskelege.dk, og håbet er, at kampagnen kan rykke ved forestillingerne af, hvad det vil sige at være para-atlet på højeste niveau og deltager til en af verdens største sportsbegivenheder. Allerede nu er det muligt at se en række af filmene her.

Danmarks Idrætsforbund, Team Danmark og Parasport Danmark sender et hold på i alt 32 para-atleter til Paris, og ambitionen er foruden at vinde medaljer at inspirere danskerne både før og under Legene i Paris.

”De Paralympiske Lege er det største udstillingsvindue for atleter med handicap, og vi glæder os til at vise hele verden, hvad vores danske atleter kan præstere. Konkurrencen i international parasport er skærpet, og det stiller enorme krav til vores atleter, der er en kæmpe inspiration i forhold til at se muligheder frem for begrænsninger. Det er ikke helt normalt – det er verdensklasse,” siger formand i Danmarks Idrætsforbund, Hans Natorp.   

Fakta om ’Det er ikke helt normalt – det er verdensklasse’

DIF, Team Danmark og Parasport Danmark står bag kampagnen, der kører fra torsdag 15. august til og med 8. september, hvor de Paralympiske Lege i Paris slutter. Kampagnen består af en række film produceret af fotograf Lars Bech, der visualiserer, hvad det kræver at være para-atlet i verdensklasse. Filmene udkommer på DIF’s SoMe-kanaler ’Danmark til PL’ og paralympiskelege.dk, hvor du lige nu kan se og læse mere om kampagnen.

Under afviklingen af PL vil filmene desuden udkomme på Danmarks største digitale netværk af storskærme i centre over hele landet takket være DIF og Team Danmarks mediepartner Ocean Outdoor. Blandt mange storcentre gælder det Fields, Fisketorvet, City 2, Frederiksberg Centret, Bruuns Galleri, Tarup Center, Metropol Shopping Center og Friis Shopping Center.  

Følgende atleter medvirker i filmene:

Peter Rosenmeier, bordtennis

Lisa Kjær, taekwondo

Katrine Kristensen, dressur (og fanebærer)

Daniel Wagner, atletik

Alexander Hillhouse, svømning

Cathrine Rosengren, badminton

Landsholdet i kørestolsrugby

Emma Lund, cykling

Kasper Lousdal, skydning

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler