Over 100.000 flere seniorer er i job end i 2008 – se i hvilke brancher
Beskæftigelsen er steget blandt seniorerne de seneste år, viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Siden 2008 er der kommet over 100.000 flere seniorer i beskæftigelse, så det nu er to ud af tre 60-64-årige, der er i job. Tidligere var det under halvdelen.
Beskæftigelse
Der er mange flere ældre danskere i arbejde i dag end i 2008. Dengang var det omkring fire ud af ti personer mellem 60 og 64 år, der var i beskæftigelse. I dag er antallet steget med 100.000 personer i job i aldersgruppen, så der nu er 250.000 personer i job. To ud af tre 60-64-årige er nu i beskæftigelse.
Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på baggrund af data fra Danmarks Statistik.
Beskæftigelsen for seniorerne er steget, fordi økonomien og arbejdsmarkedet har kørt på højtryk i en årrække. Det har skabt bedre beskæftigelsesmuligheder for seniorerne, der ellers ikke står forrest i køen til de ledige stillinger.
“Der er virkelig sket meget med beskæftigelsen blandt de ældre. Det er nu klart det mest almindelige, at man er i job, selvom fødselsattesten fortæller, at du har rundet de 60 år,” siger Sofie Holme Andersen, cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Den stigende folkepensionsalder siden 2019 har samtidig udvidet arbejdsstyrken blandt de 65+ årige, og forringelsen af efterlønsordningen har også gjort, at færre i aldersgruppen har kunnet trække sig tilbage. Men det kan ikke forklare hele stigningen.
”Der er rigtig mange seniorer, der gerne vil arbejde, og som har fået muligheden, fordi efterspørgslen på arbejdskraft har været så stærk. Det kan vi blandt andet se ved, at beskæftigelsen blandt ældre over pensionsalderen også er steget kraftigt siden 2008,” siger Sofie Holme Andersen.
Mere end hver femte senior er ansat i sundhed og socialvæsen
Der er stor forskel på, hvilke brancher, der beskæftiger seniorerne. Hver femte seniorer i job er beskæftiget inden for social- og sundhedsvæsenet, mens cirka hver ottende er ansat i henholdsvis industri og handel.
”I enkelte brancher, for eksempel ejendomshandel, er en meget stor andel af de ansatte over 60 år gamle, men det dækker over nogle relativt små faggrupper. De fleste seniorer er ansat i de store brancher som sundhed, industri og handel,” siger Sofie Holme Andersen.
”Det er enormt positivt, at flere ældre har mulighed for at fortsætte med at arbejde og opretholde en god levestandard. Det er dog vigtigt at huske, at efterlønnen er blevet stort set udfaset. Derfor er det også ekstra vigtigt at sørge for, at der stadig er udgange fra arbejdslivet for de seniorer, der ikke kan holde til at arbejde så længe,” siger Sofie Holme Andersen.


