Oprettelse af juniormesterlære i Mariagerfjord
Udvalget for Børn og Familie skal i denne sag på møde den 4. marts 2025 beslutte retning for etablering af juniormesterlæreordningen i Mariagerfjord Kommune.
Juniormesterlære er et nyt initiativ i ”Aftalen om folkeskolens kvalitetsprogram – frihed og fordybelse” vedtaget af Regeringen og folkeskolens forligskreds i marts 2024.
I denne sag præsenteres den model som forvaltningen anbefaler i Mariagerfjord Kommune.
Indstilling: Direktøren for Børn, Uddannelse og Arbejdsmarked indstiller til Udvalget for Børn og Familie:
- at der oprettes juniormesterlære på Assens Skole og Hobro Søndre Skole
- at Udvalget beslutter, at erhvervspraktik er det primære tilbud i den erhvervsrettede del af juniormesterlæren
- at forvaltningen kan indgå samarbejdsaftaler med ungdomsuddannelser om praktiske undervisningsforløb som supplement
- at ordningen evalueres efter 2 år.
Inddragelse
I drøftelserne har der været en arbejdsgruppe bestående af skoleledere, repræsentanter fra ungdomsskolen, virksomhedsrepræsentanter samt konsulenter fra forvaltningens Ungecenter, arbejdsmarked samt skole- og dagtilbud.
Derudover er der et parallelt spor med repræsentanter fra ungdomsuddannelserne, som er med til at kvalificere tilbuddet og sikre kvalitet og overgang mellem den praktiske undervisning og den fagfaglige del.
Skolebestyrelserne på de berørte skoler vil blive orienteret om den nye model.
Sagsfremstilling
Juniormesterlære er en ny uddannelsesordning rettet mod unge i udskolingens 8.-9. klasse, som kan begynde en erhvervsrettet uddannelsesvej.
Formålet er at skabe en mere fleksibel og erhvervsrettet uddannelse for de elever, der trives bedre i en praktisk og fagligt orienteret kontekst end i den traditionelle skolegang. Ordningen kan bidrage til at mindske frafald og øge tilgangen til erhvervsuddannelser, som har en central betydning for at imødekomme fremtidens behov for faglært arbejdskraft. Ordningen vil således også understøtte erhvervspolitikkens principper om bl.a. forpligtende samarbejde og adgang til arbejdskraft. Juniormesterlæreordningen træder i kraft fra skoleåret 2025/26 og skal være et tilbud forankret under folkeskolen.
Målgruppen for juniormesterlæren er elever i 8.-9. klasse, som ønsker en praktisk orienteret uddannelse og måske allerede har interesse i et fagligt håndværk eller en specifik branche. Ministeren har udtalt et forsigtigt estimat på ca. 5% søgning mod ordningen, hvilket i Mariagerfjord svarer til ca. 40 elever. Den henvender sig til elever, der gerne vil den erhvervsrettede vej, og som vil kunne motiveres af en reduceret fagrække og mere praktisk undervisning og erhvervspraktik. I arbejdet med udviklingsplanen, som har til mål at skabe bedre trivsel for flere elever i almenundervisningen, kan juniormesterlære spille en vigtig rolle. Ordningen understøtter målet om, at flere elever trives i skolen, hvilket kan føre til, at færre elever får behov for at blive visiteret til specialundervisningstilbud. Der er ikke visitation til ordningen, og alle elever i 8. og 9. klasse har mulighed for at tilvælge ordningen med samtykke fra forældre, herunder også elever, der modtager specialundervisning eller anden specielpædagogisk bistand. Eleverne kan beslutte at fravælge ordningen igen og vende tilbage til undervisning efter almindelige regler.
Forvaltningen gør opmærksom på, at der forventes at være et sammenfald mellem elever, der vælger juniormesterlære, og den elevgruppe, der i dag benytter sig af ungdomsskolens tilbud om Erhvervsklassen og evt. Praktikklassen. Dette kan få betydning for om det fremadrettet vil være relevant at opretholde alle tilbud.
Ungdommens Uddannelsesvejledning får en særlig vejledningsforpligtigelse over for elever i 7. klasse, som overvejer juniormesterlære i 8. klasse. Der arbejdes pt. på at tilrettelægge denne indsats med henblik på at vejledningen kan begynde i foråret 2025, så snart bekendtgørelsen er vedtaget.
Uddannelsens indhold og struktur:
Juniormesterlæren vil give de unge en struktureret og praktisk tilgang til et erhverv, kombineret med skoleundervisning. Eleverne vil få mulighed for at lære direkte i en virksomhed under vejledning af en erfaren mester eller fagperson og samtidig opnå de nødvendige teoretiske kompetencer gennem skolen. Juniormesterlære indeholder op til 2/5 i praksis og 3/5 i grundskolen, hvor der som minimum skal tilbydes undervisning i dansk og matematik. Om der skal tilbydes undervisning i andre fag som engelsk og fysik er op til den enkelte skoleleder.
Det er den enkelte elev, der finder en praktikplads, og hvis dette ikke er muligt, skal Mariagerfjord Kommune stille en praktikplads til rådighed ved at indgå kontrakter med relevante ungdomsuddannelser, såsom Himmerlands Erhvervs- og Gymnasie Uddannelser (HEG), SOSU Nord og FGU. Den videre dialog med uddannelsesaktørerne vil få betydning for, om der kan indgås en eller flere aftaler indenfor de afsatte økonomiske rammer.
Etablering af ny afgangseksamen og evaluering
Der etableres en afgangseksamen for elever i juniormesterlære, hvor eleverne aflægger en afgangsprøve i de obligatoriske 9.-klasseprøver i dansk og matematik. Derudover afholdes ved afslutningen af 9. klassetrin en afsluttende evalueringssamtale mellem eleven og det undervisende personale om elevens erfaringer og læringsudbytte af praktik og praktiske undervisningsforløb. Afgangseksamen med juniormesterlære vil give eleverne adgang til erhvervsuddannelser.
Eleverne opnår ikke retskrav på optagelse til en erhvervsfaglig studentereksamen (EUX) eller til gymnasiale uddannelser. Her må eleverne gå til en optagelsesprøve og samtale. Børn og Undervisningsministeriet evaluerer juniormesterordningen efter 5 år i skoleåret 2029/30.
Etablering af juniormesterlære i Mariagerfjord Kommune
Forvaltningen har overvejet forskellige modeller for placering af juniormesterlære – enten på alle skoler eller på enkelte skoler. Der er fordele og ulemper ved begge muligheder. Forvaltningen vurderer, at placering på to skoler vil skabe et stærkt og fokuseret miljø for de elever, der vælger denne retning. På to skoler kan der tilbydes en specialiseret tilgang, der giver eleverne mulighed for at fokusere på både praktiske færdigheder og deres hverdag i praktikforløb.
Denne løsning giver mulighed for at opbygge et miljø, hvor eleverne kan samarbejde og motivere hinanden, hvilket styrker deres læring og forberedelse til en EUD-uddannelse. Samtidig kan der skabes et tættere samarbejde mellem skole og praktik, hvilket sikrer, at elevernes undervisning er relevant og tættere knyttet til deres fremtidige erhvervsliv.
Administrationen vurderer, at en samling af eleverne på to skoler giver bedst mulighed for at skabe et dedikeret og effektivt undervisningsmiljø. Dette giver også bedre mulighed for at organisere ressourcerne og tilpasse skemalægningen, både for eleverne i juniormesterlære og for de øvrige elever i den traditionelle udskoling.
Med henblik på at sikre tilgængelighed samt et stærkt læringsmiljø og et stærkt samarbejde med erhvervslivet foreslår administrationen, at der etableres juniormesterlære på henholdsvis Hobro Søndre Skole og Assens Skole.
Som en ren overbygningsskole har Hobro Søndre Skole allerede etablerede rammer for elever på 8. til 10. klassetrin, hvilket understøtter en glidende overgang til Juniormesterlære. Den centrale beliggenhed i Hobro er fordelagtig i forhold til samarbejde med det lokale erhvervsliv, ungdomsuddannelser samt ungdomsskole.
Assens skole er placeret i den østlige del af kommunen. Skolen har gode fysiske rammer og god plads samt et eksisterende samarbejde med lokale værksteder og erhvervsliv, hvilket vil være en fordel for de elever, der deltager i Juniormesterlære. Derudover har Assens Skole tilknyttet en større specialklasse-afdeling, hvor der potentielt også kan være elever, som vil profitere af at indgå i et juniormesterlære forløb med henblik på at kunne få en adgangsgivende afgangseksamen.
I Mariagerfjord Kommune er indsatsen særligt koncentreret omkring praktik forløb, der giver eleverne mulighed for at arbejde hands-on med deres læring. Alternativt kan der også etableres praktiske undervisningsforløb på ungdomsuddannelser, hvor eleverne får mulighed for at opbygge videregående færdigheder og erfaringer i et tættere samspil med arbejdsmarkedet og relevante erhverv.
Såfremt Udvalget godkender den fremlagte model vil administrationen til kommende udvalgsmøde præsentere den samlede økonomi til folkeskolens kvalitetsprogram, herunder juniormesterlære. Det bemærkes, at en model, hvor juniormesterlære ordningen samles på to skoler i selvstændige klasser, medfører flere udgifter end en model, hvor eleverne blot bliver på distriktsskolen og indgår i sin vanlige klasse.
Forvaltningen ønsker at tydeliggøre at denne sag fremlægges med det forbehold, at hverken den økonomiske ramme eller bekendtgørelsen kendes endnu. Derfor kan der blive behov for justeringer. Når sagen kommer på nu, sker det af hensyn til at sikre en rettidig planlægning og vejledning til interesserede elever.
Befordring
I forbindelse med Juniormesterlære er der ikke tale om frit skolevalg, hvorfor eleverne tilbydes befordring (buskort), efter gældende befordringsregler. Der vil derfor muligvis være en merudgift til befordring.
Evaluering
Da juniormesterlære er en nyetableret ordning anbefaler forvaltningen af organiseringen af ordningen evalueres efter 2 år.
Økonomi
Juniormesterlære er som bekendt et element i folkeskolens kvalitetsprogram, som rummer en række initiativer. Finansieringen af kvalitetsprogrammets initiativer består primært af kommunale mindreudgifter samt central finansiering. Finansieringen af initiativerne vil langt overvejende komme fra skolerne selv, som blandt andet ikke længere skal levere understøttende undervisning.
Samlet set forventer administrationen, at Mariagerfjord Kommune modtager ca. 3,8 mio. kr. i øget bloktilskud til medfinansiering af kvalitetsprogrammets samlede initiativer.
Den endelige finansiering af kvalitetsprogrammet er ikke endeligt forhandlet på plads, og vil indgå i Økonomiaftalen for 2026 mellem KL og Regeringen. Forventningen til Mariagerfjords andel er bl.a. baseret på foreløbige udmeldinger fra KL.
Der er mulighed for lokalt i kommunerne at prioritere midler til de enkelte initiativer. Administrationen anbefaler, at Udvalget på kommende udvalgsmøde præsenteres for en samlet sag, hvor de økonomiske aspekter i kvalitetsprogrammet bliver udfoldet, ligesom forslag til en samlet prioritering af økonomien bliver fremlagt.