ForsideHimmerlandOpråb fra dyrlægen: Disse farer kan true din hunds sundhed i julen

Opråb fra dyrlægen: Disse farer kan true din hunds sundhed i julen

Opråb fra dyrlægen: Disse farer kan true din hunds sundhed i julen

Julen er en tid for samvær og festlige traditioner, men den kan også byde på skjulte farer for menneskets bedste ven. Fedtholdig mad, chokolade og gavebånd kan nemlig hurtigt ende med et akut dyrlægebesøg. Derfor kommer veterinærkoncernen AniCura med gode råd til, hvordan du får din hund sikkert gennem julen.

Julen er en hyggelig tid, som er fyldt med familiesamvær, traditioner og lækker mad. Men for hundeejere er der flere potentielle farer, som kan true julefreden, hvis ikke man er opmærksom, lyder det fra Danmarks største veterinærkoncern AniCura, som hvert år oplever flere tilfælde af hunde, der bliver syge i forbindelse med julen:

– Selv om julen er en skøn tid, som giver mulighed for ekstra samvær med sine kæledyr, er det vigtigt, at man som hundeejer er opmærksom på højtidens farer. For hvis hunden eksempelvis spiser for meget fedtholdig mad, chokolade eller har slugt et gavebånd, kan det hurtigt ende med et besøg på dyrehospitalet, siger Hanne Friis Lund, der er chefdyrlæge hos AniCura Danmark.

Derfor har AniCura samlet en række gode råd til kæledyrsejerne, som kan hjælpe med at få hunden trygt gennem julen.

Vær påpasselig med fedtholdig mad

Flæskesteg, and og julegodter er ofte på menuen i december, og i mange hjem får hunden lov til at smage på julelækkerierne. Men ifølge chefdyrlæge Hanne Friis kan selv små rester fra det fedtholdige middagsbord give alvorlige forgiftningssymptomer og mave-tarmproblemer:

– Rigtig meget julemad indeholder store mængder fedtsom hunde og kattes maver ikke er vant til, og derfor bør man være meget påpasselig med at give sit kæledyr rester fra stegen eller andet fedtholdig mad. Det skyldes, at de store mængde fedt kan føre til alvorlige marvetarmproblemer som blandt andet bugspytkirtelbetændelse, hvilket i de værste tilfælde vil kræve en indlæggelse i flere dage, da det potentielt kan være livstruende.

Symptomerne på, at hunde har spist for meget fedtholdig mad, vil typisk vise sig ved nedstemthed eller opkast.

Pas på chokoladen

Chokolade er en af de største farer i julen, når det gælder hundeforgiftninger. Stoffet theobromin, som findes i chokolade, kan nemlig give din hund alvorlige forgiftningssymptomer – selv i små mængder.

– Hunde er meget mere følsomme overfor teobromin end mennesker, eftersom de nedbryder stoffet langsommere, og derfor er det vigtigt, at julechokoladen holdes uden for hundens rækkevidde. I tilfælde hvor din hund har spist chokolade vil de første milde tegn vise sig som diarré, opkast og generel urolighed, mens de mere alvorlige symptomer vil være hurtig hjerterytme og vejrtrækning samt feber, forklarer Hanne Friis, som anbefaler, at man kontakter sin dyrlæge ved selv den mindste mistanke om, at hunden har spist chokolade.

Hold øje med gavebånd

Når gaverne pakkes op, kan gavebånd virke som en sjov legeting for din hund, men det kan være en alvorlig farer for din hunds helbred:

– Det er vores anbefalinger, at man holder hunden under skarpt opsyn, når gaverne pakkes op, og samtidig sørger for at rydde gavebånd væk bagefter. Hvis din hund sluger et gavebånd, kan den nemlig sætte sig fast i mavetarmkanalen, hvilket kan føre til alvorlige komplikationer, som i de værste tilfælde vil kræve en operation for at fjerne fremmedlegemet.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler