ForsideMariagerfjordNyt miljøgebyr: Virksomheder i Mariagerfjord skal betale for klagesagsbehandling

Nyt miljøgebyr: Virksomheder i Mariagerfjord skal betale for klagesagsbehandling

Nyt miljøgebyr: Virksomheder skal betale for klagesagsbehandling

Når Udvalget for Teknik og Miljø i Mariagerfjord Kommune holder møde den 10. marts, skal udvalget bl.a behandle punktet: Justering af takstblad for gebyr ifm arbejde med klager indenfor miljøområdet med klager

Fagenheden for Teknik og Miljø behandler et voksende antal klager over virksomheder og landbrug, og den tilknyttede sagsbehandling kræver et stigende ressourcetræk. Derfor foreslås det at indføre en praksis, hvor der betales for behandlingen af miljøklager relateret til virksomheder og landbrug.

Indstilling: Direktøren for Teknik, Kultur og Klima indstiller til Byrådet: At det godkendes at opkræve almindeligt timebaseret miljøgebyr for håndtering af klagesager fra 1. april 2025.

Sagsfremstilling
Klager over miljøpåvirkninger fra virksomheder og landbrug udgør en voksende opgave. I 2023 modtog fagenheden for Teknik og Miljø cirka 20 klager over forurening fra virksomheder og landbrug, og i 2024 forventes (på baggrund af historiske tal) cirka 20 flere. Der er i øjeblikket 20 verserende sager, hvoraf flere ikke har fået tildelt en sagsbehandler. Mange af sagerne trækker ofte ud i længere tid og belaster de kommunale ressourcer betydeligt.

I dag pålægges virksomheder i Mariagerfjord kommune ikke gebyr for behandling af klager. Ved at ændre praksis kan virksomhedernes adfærd i klagesager reguleres bedre, så forløbene bliver kortere og mindre ressourcekrævende for virksomheder, borgere og kommune. Desuden kan kommunens indtægter øges marginalt.

Der er hjemmel til at opkræve gebyr fra virksomheder i henhold til Bekendtgørelse af lov om miljøbeskyttelse (Miljøbeskyttelsesloven) og Bekendtgørelse af lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v. (Husdyrbrugloven).

Flere omkringliggende kommuner herunder Randers, Vesthimmerland og Aalborg kommuner opkræver gebyrer i forbindelse med behandling af klager over støj og andre former for forurening fra virksomheder. Det er således i overensstemmelse med både national lovgivning og regional praksis, at opkræve gebyr for behandling af klager.

En virksomhed vil blive pålagt brugerbetaling, når fagenheden vurderer, at der er ‘noget om sagen’, som er relevant. I afvejningen indgår således også en vurdering af klagens berettigelse. Privatpersoner kan ikke pålægges gebyr. Taksten for klagebehandling vil være den samme som ved almindelige miljøtilsyn og miljøgodkendelsesbehandling, og i 2025 er den fastsat af Miljøstyrelsen til 487,25 kr. pr. time.

Antallet af klager varierer fra år til år. I 2024 blev der brugt mindst 500 timer på behandling af klager, hvoraf en del ikke kan faktureres. De estimerede indtægter fra gebyr i forbindelse med klagebehandling i de kommende år er på 150.000 – 175.000 kr. om året. I sagens natur er tallet forbundet med usikkerhed.

To mulige effekter ved at opkræve betaling for klagebehandling

  • Øgede indtægter kan dække nogle af de direkte udgifter til arbejdet jfr. “forurener betaler”-princippet.

Arbejdet med klager udgør et væsentligt ressourcetræk, som kunne være anvendt til andet miljøarbejde. Virksomheder betaler allerede for andet miljøarbejde, fx lovpligtige tilsyn, så der er ikke en åbenlys grund til at skelne mellem disse to typer aktiviteter.

Vi vil, som i nabokommunerne, først udfakturere timeforbrug, når vi vurderer, at sagen er alvorlig nok til at blive undersøgt nærmere. Virksomheden vil derefter blive informeret om, at sagen undersøges, og at de vil få en udgift forbundet hermed.

Lovgivningen muliggør ikke gebyrregulering af borgeres eller virksomheders adgang til at klage over at blive udsat for miljøpåvirkning.

Det er vigtigt at bemærke, at gebyrindtægterne i dag ikke kanaliseres til fagenheden, men i stedet tilgår kommunekassen. Øgede indtægter fra klagebehandling kan derfor ikke umiddelbart bruges til at finansiere normeringer til sagsbehandling.

  • Betaling kan sænke ressourceforbrug ved at regulere dialog og samarbejde

Mange klagesager trækker ud, hvilket både er til gene for klagerne og virksomhederne og øger ressourcetrækket i fagenheden. Ved at indføre betaling kan virksomheden motiveres til hurtigere at dokumentere miljøpåvirkning, at indgå dialog og at finde løsninger.

En hurtigere afklaring af sagerne er ofte også vigtig for de borgere, der klager over forhold, som ofte har en væsentlig negativ indvirkning på livskvaliteten.

Virksomheder og landbrug vil blive informeret, når beslutningen om opkrævning træffes

Godkendes miljøgebyr for miljøklager, vil berørte parter blive orienteret. Opkrævningen vil også gælde for igangværende sager, hvilket betyder, at virksomheder og landbrug, der allerede er omfattet af verserende klagesager, også vil blive pålagt gebyr for det videre arbejde med deres sager.

Derudover vil den nødvendige information om ændringen blive opdateret på kommunens hjemmeside. Den justerede tekst vil beskrive den nye praksis for opkrævning af gebyrer, så både virksomheder, landbrug og borgere kan få indsigt i, hvordan systemet fungerer, og hvad de kan forvente.

Gebyr for tilsyn med erhvervsvirksomheder og landbrug kan ses på Mariagerfjord Kommunes hjemmeside her.

Økonomi
Godkendelse af sagen vil medføre en øget indtægt fra arbejdet med klager over forurening fra virksomheder. Indtægtens størrelse er forbundet med usikkerhed, da der er tale om en ny praksis, men den vil forventelig være omkring 100.000 kr., som tilføres kommunekassen.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler