Nyt er yt – kom og byt ved det store Byttemarked i Skørping – til gavn for klimaet
Så er det igen tid til at gennemrode klædeskab og loftrum for ting, der ikke længere er brug for. For din genbo eller en vildt fremmed står måske og savner lige netop den kjole eller den lampe, som du er blevet træt af. Det store byttemarked i Skørping er blevet en fast tradition under de årlige Klima Rebild-kampagner og i år bliver dørene til bytte-paradiset i Kulturstationens store sal slået op søndag den 23. marts kl. 10-15.
Byttemarkedet er en hyggelig, social, miljøvenlig og gratis begivenhed – det er der mange, der allerede har opdaget. Man medbringer det, man vil forære væk. Ved indgangen forklarer frivillige, hvordan bytteriet foregår, og viser hvor det medbragte tøj, bøger, sko, elektronik osv. skal placeres. Derefter kan man gå på skattejagt i de andre gæsters aflagte ting og tage det med hjem, som man kan få glæde af. I år er der særligt fokus på børnefamilierne. Ved siden af børnehjørnet, hvor børn bytter legetøj indretter Foreningen ”Rødderne” et krea-område, hvor de hjælper børnene med at dekorere deres egen madpakke/frugtpose. Aktiviteten handler om at minimere brugen af plastposer.
Det er vigtigt for arrangørerne, at dagen er hyggelig og sjov, men det centrale er at sætte fokus på konsekvenserne af danskernes store forbrug og at fremme genbrugstanken til gavn for klimaet.
I salen vil der være en lille cafe, hvor bytte-gæsterne kan købe kaffe, the, øl, sodavand kager og ostemadder. Cafeen er det eneste sted, hvor pungen skal op af lommen.
Sted: KulturStationen, Sverriggårdsvej 4, 9520 Skørping
Dato: Søndag 23. marts kl. 10-15
Billet: Gratis. Ingen tilmelding.
Arrangør: Skørping Borgerforening, Bedsteforældrenes Klimaaktion, Foreningen Rødderne, Kulturstationen og DN Rebild