Nye Strukturelle Anbefalinger for Musikområdet i Vesthimmerland
Anbefalinger til strukturelle ændringer for musikområdet i Vesthimmerland er på dagsordenen når Kultur- og Fritidsudvalget i Vesthimmerland holder møde den 2. september 2024.
Kultur- og Fritidsudvalget præsenteres for forvaltningens anbefaling til den videre proces for strukturel ændring for musikområdet i Vesthimmerland.
Baggrund
På baggrund af Byrådets beslutning om, at alle fagudvalg skal arbejde med struktur på de respektive områder, har Kultur- og Fritidsudvalget på møder i foråret 2023 drøftet mulige strukturelle tiltag på Kultur- og Fritidsområdet. Udvalget var enige om, at formålet med eventuelle strukturtiltag på området skal være at kvalitetssikre og udvikle de kulturelle tilbud til kommunens borgere, jævnfør Kulturpolitikkens perspektiver og de tilhørende udviklingsplaner. Der er ikke tale om besparelsestiltag, men om en vurdering af mulighederne for at opnå mere kultur for pengene i Vesthimmerlands Kommune gennem et bredere og mere forpligtende samarbejde og med en optimering af økonomi i den enkelte institution som bl.a. kan initiere nye aktiviteter og sikre bæredygtig drift.
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede endvidere i foråret 2023 at der skal foretages, en nærmere vurdering af musikområdet i Vesthimmerlands Kommune med henblik på om Vesthimmerlands Kommune kan få mere kultur for pengene på musikområdet.
I januar og februar 2024 blev der afholdt dialogmøder med henholdsvis Vesthimmerlands Musikhus ALFA, Kulturskolen Vesthimmerland, Sangkraft Vesthimmerland og Messecenter Vesthimmerland.
Efterfølgende har der været nedsat en arbejdsgruppe som via SPRINT-forløb har arbejdet med opgaven om forslag til ny struktur på musikområdet i Vesthimmerland.
Arbejdsgruppen har bestået af repræsentanter fra Vesthimmerlands Musikhus ALFA, Kulturskolen Vesthimmerland, Sangkraft Vesthimmerland, Vesthimmerlands Gymnasium og forvaltningen.
Udgangspunktet i de anbefalinger og det forslag der fremsendes tager sit afsæt i, at
- ALFA er et musikalt kulturhus, hvor folkelighed og finkultur går hånd i hånd
- der er potentialer og synergier i fælles faciliteter og et mere forpligtende samarbejde på tværs, fagligt – socialt og på bundlinjen,
- tre stærke institutioner samles under ét tag med direkte reference til respektive bestyrelser og råd som nu,
- fokus rettes mod nye såvel som eksisterende samarbejder, internt som eksternt
- nuværende brugsaftaler med Vesthimmerlands Gymnasium og Kulturskolen Vesthimmerland genbesøges med henblik på at indgå tillæg til nuværende kontrakter.
Projektbeskrivelse vedlægges.
Forventet konsekvens
Forvaltningen fremsender forslag til strukturelle ændringer for musikområdet i Vesthimmerland. Projektbeskrivelse er vedlagt som bilag.
Økonomi: Strukturelle ændringer løftes indenfor den eksisterende økonomiske ramme for Vesthimmerlands Musikhus ALFA, Kulturskolen Vesthimmerland og Sangkraft Vesthimmerland.
Procesplan: Fremgår af vedhæftede projektbeskrivelse.
Sagen afgøres i Kultur- og Fritidsudvalget
Indstilling: Administrationen indstiller at forvaltningens anbefalinger og forslag sendes i høring i respektive bestyrelser for ALFA, Kulturskolen og Sangkraft