Nye økonomistyringsprincipper på vej i Mariagerfjord Kommune
Økonomistyringsprincipper er på dagsordenen når Økonomiudvalget i Mariagerfjord Kommune holder møde den 19. marts 2025.
Mariagerfjord Kommunes økonomistyringsprincipper godkendes normalt for en fireårig periode i starten af hver byrådsperiode, og sætter retningslinjerne og målene for økonomistyringen. I de sidste to år har der været et par uhensigtsmæssige styringsudfordringer, som har betydet, at en revidering af Økonomistyringsprincipperne vil være hensigtsmæssig på nuværende tidspunkt.
Indstilling: Kommunaldirektøren indstiller til Byrådet: At de reviderede økonomistyringsprincipper godkendes.
Inddragelse: Direktionen, DC-gruppen og Økonomi har været inddraget i revideringen af økonomistyringsprincipperne
Sagsfremstilling
Kommunens Økonomistyringsprincipper godkendes i starten af hver byrådsperiode for en fireårig periode. De gældende principper blev godkendt af Byrådet i marts 2022.
Mariagerfjord Kommune har hen over de seneste et til to år oplevet en række uhensigtsmæssige økonomiske styringsudfordringer. Grundlæggende er årsagen, at man ikke har været tæt nok på økonomistyringen, og derfor enten har handlet for sent eller ikke har fået rapporteret om problemernes størrelse rettidigt.
I den efterfølgende dialog omkring, hvordan økonomistyringen kunne forbedres, er det tydeligt, at der ikke er et ens sprog, og i dialogerne er der en række fortolkningsmuligheder over, hvordan en øget økonomistyring forstås. Derfor er der et ønske om, at præcisere dele af principperne og fjerne uoverensstemmelser i relation til andre styringsdokumenter.
I de gældende økonomistyringsprincipper er de økonomiske målsætninger samt reglerne om overførsler beskrevet. Disse er medtaget for at de nye principper kan afløse de gældende.
Vedhæftet er de gamle og de nye Økonomistyringsprincipper.
Ændringerne i de nye i forhold til de gamle er som følger:
- Præcisering af, at Økonomistyringsprincipperne er kommunes fælles grundlag for styring hvorfor de er relevante for alle ledere i organisationen.
- Præcisering af det ansvar der ligger på budgetansvarlige ledere
- Ud over de to årlige økonomivurderinger som ligger den 31. marts og 30. september, samt mulighed for ekstraordinære økonomivurderinger, udarbejdes der nu fremover et økonominotat i august, der vil fokusere på udfordrede områder samt om budgetforudsætningerne holder. Notatets konklusioner bringes med ind i budgetforhandlingerne for det kommende års budget.
- Det udspecificeres, at der er 7 udvalg og 11 politikområder. Under hvert politikområde er der én bevilling til serviceudgifter og på de områder det er relevant, er der også én bevilling til overførselsudgifter.
- Det præciseres ligeledes, at hvert udvalg har mulighed for at omprioritere inde for politikområder, men ikke i mellem politikområder. Byrådet vil til enhver tid kunne beslutte budgetændringer på tværs af bevillinger.
- For at sikre overholdelse af servicerammen, præciseres det, at midler ikke kan flyttes mellem bevillinger inden for et udvalg. Det begrænser muligheden for, uden beslutning i Byrådet, at konvertere midler fra overførselsområdet til at øge serviceudgifterne.
- Det præciseres, at ved fremtidige budgetoverskridelser på op til 2 % på et politikområde er det udvalgets opgave at finde finansiering ved enten effektivisering eller ændring er serviceniveau. Budgetændring fra et politikområde til et andet under samme udvalg kræver en byrådsbeslutning.
Når et nyt Byråd tiltræder i 2026 vil det skulle tage stilling til Økonomistyringsprincipperne for perioden 2027-2030.
Bilag
Nye principper for økonomistyring i Mariagerfjord Kommune version 17 – til ØK og BY
Økonomistyringsprincipper 2023-2026
Notat om baggrund for økonomistyringsprincipper 2023 – 2026