Nye muligheder for unge i Hobro: Efterskole åbner fri fagskole
Fra august 2026 åbner Hobro Ordblinde Efterskole dørene til en helt ny fri fagskole. Samtidigt skifter skolen navn til: Hobro Efterskole & Fri Fagskole.
I over 30 år har skolen hjulpet unge med ordblindhed med at opdage deres styrker og finde modet til fremtiden – altid med en praktisk og hands-on tilgang til læring. Nu tager skolen næste skridt med en fri fagskole, hvor alle unge – uanset forudsætninger – er velkomne.
Den konstituerede forstander, Frederik Jakobsen, ser frem til at kunne tilbyde endnu flere unge et praksisnært læringsmiljø:
”Det er en stor dag for os at dele denne nyhed. Vi har i mange år oplevet, hvordan vores unge blomstrer, når de får lov at lære gennem praksis. Med vores nye fri fagskole bygger vi ovenpå vores erfaringer og åbner dørene for endnu flere, der har brug for en anden vej til uddannelse og job,”.
Få det bedste fra to verdener: Efterskole og fagskole
Fagskolen bliver en naturlig søster til efterskolen. Under samme tag deler eleverne værksteder og samme stærke fællesskab – lige fra værkstedsarbejde og køkkentjans til sociale aktiviteter og samvær.
Men eleverne går på skolens studieretninger med forskellige mål for øje:
”Det smukke er, at vi nu kan favne endnu flere unge, der har brug for forskellige ting, men som alle lærer gennem praktisk erfaring. Nogle har brug for at finde sig selv og deres vej – andre er klar til at tage et stort skridt mod arbejdslivet. Hos os er der plads til begge. Det er fællesskabet og den praksisnære tilgang, der forbinder os,” fortæller Frederik.
Som elev på den nye fagskole får de unge det bedste fra to verdener: den særlige efterskolelstemning kombineret med den nørdede fagskoletilgang, hvor de unge kan fordybe sig ekstra i det, de brænder for.
2-3 dage om ugen med spændende branchefag
Drømmer man om at bygge sine egne møbler, style hår til et stort event eller gøre en forskel for andre mennesker, så er fagskolen i Hobro et oplagt sted at starte. Fagskolen er kendetegnet ved, at eleverne arbejder dybere og mere målrettet med deres valgte studieretning – enten i 10. klasse eller på ‘Erhvervsvejen’.
Eleverne kan specialisere sig i et af de tre branchefag, som fagskolen i Hobro kommer til at tilbyde: Håndværk & Teknik, Pædagogik & Care og Styling. Her arbejder de for alvor med det, de brænder for 2-3 dage om ugen udover valgfag og andre aktiviteter på skolen. Det betyder, at en del af tiden som fagskoleelev går med at arbejde på værksteder, praktikforløb, projekter og samarbejde med virksomheder.
Man kan besøge skolen til ‘Efterskolernes Dag’ d. 28. september kl. 12-17 og høre mere om den kommende fri fagskole i 2026.






