NY X-buslinje rundt om Mariager Fjord forkorter rejsetiden mellem Hadsund og Hobro
Hyppige og hurtige busforbindelser mellem Hadsund i øst og Hobro i vest har længe stået højt på buspassagernes ønskeliste i Mariagerfjord Kommune. Nu er de rejsendes bønner blevet hørt. Mariagerfjord Kommune og Nordjyllands Trafikselskab er nemlig snart på gaden med en ny X-bus, som kommer til at køre i pendulfart mellem fjordbyerne Hadsund og Hobro.
X-bussen vil suse afsted fra studiestart i august 2025 med en afgang i timen fra både Hadsund og Hobro. X-bussen vil køre fra kl. 6 til 23 på hverdage og i weekenden.
Ruten er lavet sådan, at den både kommer passagererne syd og nord for Mariager Fjord til gavn. Bussen vil hver anden time køre fra Hadsund til Hobro nord om fjorden med stop i Vive, Oue og Valsgård og hver anden time fra Hadsund til Hobro syd om fjorden. Her vil der være stop i Hadsund Syd, Assens og Mariager.
Kollektiv transport styrker fællesskabet
Kommunens udvalgsformand for Teknik og Miljø Henrik Sloth har store forventninger til den nye busrute.
– Vi er stolte af, at vi kan tilbyde borgerne mere mobilitet for pengene og samtidig styrke den kollektive trafik omkring vores smukke fjord. Det er et vigtigt skridt mod en mere klimavenlig transport. Flere og bedre busforbindelser betyder, at der kommer færre biler på vejene, så vi håber, at vores borgere og besøgende tager godt imod de nye tilbud. Samtidig styrker busforbindelserne fællesskabet blandt os fjordfolk, da flere vil få mulighed for at komme nemt rundt i hele kommunen, siger udvalgsformanden.
Direkte vej uddannelsesbyen
Med X-bus-betjeningen på strækningen mellem Hadsund og Hobro kan de rejsende se frem til kortere rejsetid og færre stop. Det betyder ikke mindst mere tid til alt det, der betyder noget i hverdagen.
– Det har været et stort ønske politisk og fra vores ungdomsuddannelser, at vi sammen understøtter udviklingen af Hobro som Uddannelsesby ved bedre og hurtigere busforbindelser. Faste afgange hver time frem til kl. 23 betyder også, at flere kan deltage i deres lokale fritidsaktiviteter. Det har haft stor indflydelse på vores beslutning om at indføre ekspresbus rundt om fjorden, fastslår Henrik Sloth.
Rektor Søren Urup fra Mariagerfjord Gymnasium jubler ved udsigten til, at ekspresbussen er klar til studiestart. Søren og de øvrige uddannelsesinstitutioner i Mariagerfjord Kommune har nemlig slået på tromme for bedre busforbindelser mellem Hadsund og Hobro.
– Den nye ekspresbus gør en stor forskel for Mariagerfjord Gymnasium og vores elever. Nu kan de unge nemt og hurtigt komme til og fra gymnasiet og det styrker både deres dagligdag og deres uddannelsesvalg. Den øgede mobilitet er med til at tiltrække flere elever fra hele området, som nu ser Hobro som en oplagt uddannelsesby. Det er en rigtig positiv udvikling, som vi ser frem til at følge, siger rektor ved Mariagerfjord Gymnasium.
Kollektiv trafik til alle
Fjordkommunen har formået at optimere og omfordele ressourcerne, så de kan tilbyde den forbedrede service med ekspresbus uden ekstra omkostninger for borgerne.
Velkomsten til ekspresbussen til studiestart vil dog betyde, at der vil være færre afgange på ydertidspunkter på visse lokalruter. Nogle få vil også opleve, at der bliver færre stop og dermed længere afstand til deres lokale stoppesteder. For at afbøde det, vil NT være på pletten med såkaldte plusture, så man nemt og hurtigt kan komme fra sit hjem og til nærmeste stoppested.
NT er stadig ved at klargøre, hvilke ændringer der vil komme på visse lokalruter i Mariagerfjord Kommune. Når det ligger fast til foråret, vil NT og fjordkommunen udrulle en stor oplysningskampagne, så alle ved, hvornår deres bus kører.
Projektet har været sendt i høring hos Handicap- og Seniorrådet for at få en værdifuld feedback fra alle interessenter. Mariagerfjord Kommune har nemlig stort fokus på at sikre, at alle borgere – uanset alder og mobilitetsbehov – har adgang til en kollektiv trafik, der er tilpasset deres behov.