ForsideMariagerfjordNy skærpet lovgivning: Håndtering af asbestaffald på genbrugspladserne i Mariagerfjord

Ny skærpet lovgivning: Håndtering af asbestaffald på genbrugspladserne i Mariagerfjord

Ny skærpet lovgivning: Håndtering af asbestaffald på genbrugspladserne i Mariagerfjord

Udvalget for Klima og Landdistrikter blev i 2023 orienteret om ny, skærpet lovgivning i forhold til asbesthåndtering. Nu har fagenheden for Teknik og Miljø undersøgt muligheder og samarbejder for en arbejdsmiljørigtig ordning for indsamling og håndtering af asbestaffald på kommunens genbrugspladser. Sagen behandles på udvalgsmøde den 31. januar 2024.

Udvalget for Klima og Landdistrikter anmodes derfor om at godkende forslaget til en ny ordning samt tilhørende regulativændringer for håndtering af asbest på kommunens genbrugspladser.

Indstilling

Direktøren for Teknik, Kultur og Klima indstiller til Byrådet:

  1. At den nye ordning for håndtering af asbestaffald på genbrugspladserne godkendes.
  2. At ændringerne af Regulativ for Husholdningsaffald og Regulativ for Erhvervsaffald godkendes med henblik på annoncering i en fire ugers høringsperiode.
  3. At fagenheden for Teknik og Miljø bemyndiges til at vedtage regulativerne endeligt med ikrafttrædelse 1. maj 2024, såfremt der ikke kommer indsigelser af principiel eller indholdsmæssig karakter i høringsperioden.

Inddragelse

De to regulativer annonceres i en fire ugers høringsperiode.

Sagsfremstilling

Baggrund

I de seneste år har der været øget fokus på asbest og asbestholdigt affald, og der er kommet skærpet lovgivning på området. Derfor har flere danske kommuner og affaldsselskaber ændret ordningen for håndtering af asbestaffald i kommunen.

Lovgivning

Arbejdet med asbest reguleres af Arbejdstilsynet og Kommunens miljømyndighed i henhold til Bekendtgørelse om asbest i arbejdsmiljøet (Asbestbekendtgørelsen BEK nr. 807 af 15. juni 2023) og miljølovgivningen.

Asbestbekendtgørelsen fremsætter særlige regler om asbestaffald, herunder krav om at opbevaring og transport af asbestholdigt affald skal ske i egnet, lukket emballage. Dette gælder både for private og for virksomheder.

Arbejdstilsynet har endvidere udarbejdet en ‘Branchevejledning om transport og håndtering af asbest på genbrugspladser’. Såvel lovgivningen som branchevejledningen ligger til grund for kravene i den fremtidige ordning for asbestaffald på kommunens genbrugspladser.

Formål og proces

Formålet med at ændre håndteringen af asbestaffald på Mariagerfjord Kommunes genbrugspladser er at minimere spredningen af asbestfibre til omgivelserne – hele vejen fra kilden til affaldet afleveres på genbrugspladsen – og dermed reducere de sundhedsrisici, der er forbundet med asbestholdigt affald mest muligt. Med den nye ordning skabes et mere sikkert arbejdsmiljø i forbindelse med håndtering af asbestaffald til gavn for borgere og genbrugsvejleder samt håndværkere og transportører.

Gennem planlægningsprocessen er erfaringer fra andre kommuner inddraget, og arbejdet er sket i tæt samarbejde med Nordværk I/S og de øvrige ejerkommuner. Samarbejdet har ikke resulteret i implementering af en fælles ordning, men bidraget til en ensretning af for eksempel krav om emballering, der minimerer materialestrømme på tværs af kommunegrænserne afhængigt af, hvor det er lettest (og billigst) for borgere og virksomheder at komme af med asbestaffaldet. Derudover har samarbejdet sikret den mest optimale håndtering på genbrugspladserne i forhold til kravene ved slutdeponeringen på Nordværks deponi i Rærup.

Fagenheden har endvidere undersøgt mulighederne for en eventuel henteordning af asbestaffald ved private husstande og virksomheder. Fagenheden er dog, i første omgang, gået bort fra etablering af sådan en ordning, grundet mulig konkurrence med private aktører på området og den forestående selskabsgørelse af affaldsydelser.

Ordning

Modtagelse af asbestaffald på genbrugspladserne ændres, så der fremover kun kan modtages asbestaffald på genbrugspladserne i Hobro og Hadsund. Kun på disse pladser forefindes truck og ekstra bemanding til håndteringen.

På de to genbrugspladser etableres et område, hvor det emballerede asbestaffald kan afleveres ved henvendelse til genbrugsvejlederen. Da asbestaffaldet skal være emballeret, vil der ofte være tale om større partier, der skal læsses af. Her vil genbrugsvejlederen være til rådighed med truck i forbindelse med aflæsningen. Genbrugsvejlederen må afvise asbestaffald, der ikke overholder kravene til emballering.

Implementering af denne ordning kræver revision af Regulativet for husholdningsaffald og Regulativet for erhvervsaffald. Revisionen af de to regulativer fremgår af bilag 1 – Ændring i Regulativer.

Information om den endelige, praktiske ordning bliver kommunikeret ud til borgere og virksomheder blandt andet på kommunens hjemmeside, Affaldsportal (affaldsapp), Facebook, folder med videre.

Fagenheden anbefaler, at ordningen godkendes og træder i kraft 1. maj 2024.

Økonomi

Omkostninger til håndtering og afsætning af asbestaffald finansieres af det brugerbetalte genbrugspladsgebyr. Den nye ordning for modtagelse af emballeret asbestaffald på genbrugspladsen forventes ikke at forøge omkostningerne nævneværdigt og vil ikke påvirke det skattefinansierede område.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler