Ny kunstudstilling: På turné med Cirkus Benneweis
Værkerne med cirkusmotiver har aldrig tidligere været udstillet
Der er sider af cirkuslivet, som publikum sjældent ser. Teltarbejderen, der lever et hårdt liv langt væk fra manegens projektørlys, eller den glade klovn, der bag bagtæppet kan være trist og sorgfuld som alle andre.
Denne sommer kan publikum opleve netop disse ukendte sider, når en mindre cirkus-kunstudstilling kommer til Cirkusmuseet i Rold. Den åbnes med en fernisering Grundlovsdag 5. juni kl. 15.00, hvor alle er velkomne.
Bag udstillingens værker står kunstnerparret – og cirkuselskerne – Helle Abildgaard og Viggo Salting. De blev dybt fascinerede af cirkus efter at have set Cirkus Benneweis i 1984 og bad cirkusdirektør Eli Benneweis om lov til at rejse med på deres turné i 1985. Det fik de lov til, og de var med hver sommer til om med 1993.
Livet med Benneweis resulterede i talrige værker, der viser livet i cirkus på godt og ondt. Med deres pen og pensel fangede de teltarbejdernes slidsomme arbejde og klovnernes liv bag facaden. De så også de smukke uanselige motiver på cirkuspladsen, som ingen ellers lægger mærke til.
Da livet med Cirkus Benneweis var slut, havde parret talrige malerier og tegninger fra turnéerne. Det er et udvalg af disse værker, der nu kan opleves på Cirkusmuseet i Rold. Værker, der kredser om parrets fascination af klovne og deres skilderier af teltarbejdernes liv.
Første gang de udstilles
Ingen af værkerne har været udstillet før, og Helle Abildgaard og Viggo Salting har desuden skabt et par nye værker specifikt til denne udstilling på Cirkusmuseet, fortæller museumsinspektør Lykke Olsen, der står beg udstillingen.
Helle Abildgaard og Viggo Salting er begge internationalt anerkendte kunstnere, der gennem en årrække har udstillet flere steder i Europa samt i New York. Deres kunstneriske karriere har taget udgangspunkt i cirkusmiljøet – og især klovnen er med tiden blevet en central figur for Viggo Saltings billeder.
Til ferniseringen 5. juni fortæller begge kunstnere om livet med Cirkus Benneweis, som de oplevede det.
Udstillingen kan opleves frem til 30. september 2025.

