Ny kampagne skal minde danskerne om at beskytte hørelsen mod nytårsbrag
Sikkerhedsstyrelsen sætter i år fokus på risikoen for høreskader i forbindelse med fyrværkeri. Kraftige brag kan nemlig give varige skader på hørelsen.
Mange danskere forbinder nytåret med fest og fyrværkeri. De høje brag betyder dog også, at hørelsen er særligt udsat for belastning. Derfor sætter Sikkerhedsstyrelsen nu fokus på at forebygge høreskader fra fyrværkeri i en ny kommunikationsindsats.
”Vi håber, at danskerne vil tage budskabet til sig og passe på sig selv, når de er i nærheden af nytårskrudt. Vi ønsker, at alle får en rigtig god og sikker nytårsaften uden skader eller varige mén,” siger kontorchef Nicoline Zederkof.
Et mørketal for høreskader
Tal fra Ulykkes Analyse Gruppen ved Odense Universitetshospital viser, at fem ud af de 209 tilskadekomne ved nytåret 2024/2025 søgte lægehjælp grundet skader på hørelsen.
”Tallet lyder måske ikke af meget, men vi tror, at der er et mørketal, når det kommer til de her skader. Skaderne sker, når de høje brag lyder, men for nogle viser symptomerne sig først senere. Det er derfor noget, man skal tage alvorligt, og vi er glade for, at Sikkerhedsstyrelsen i år sætter fokus på netop det,” siger Majbritt Garbul Tobberup, der er landsformand for Høreforeningen.
Beskyt ørerne når det brager
Fra d. 17. december har Sikkerhedsstyrelsen udgivet, i samarbejde med Høreforeningen to videoer, der har fokus på at forebygge akutte støjskader i ørerne. Disse skader opstår især ved kraftige lyde fra eksempelvis fyrværkeri, og det kan resultere i nedsat hørelse eller tinnitus.
“Akutte støjskader kan give varigt høretab eller tinnitus, fordi hårcellerne i det indre øre bliver permanent skadet. Derfor er det vigtigt at forebygge skaderne ved at bruge ørepropper eller høreværn, når der skydes af,” siger Majbritt Garbul Tobberup.


