Ny Frivillighedsstrategi på vej i Rebild Kommune
Frivillighedsstrategien er udviklet i samarbejde med Ældrerådet og Frivilligrådet, samt frivillige indenfor ældreområdet. Strategien retter sig mod ældreområdet. Målet er at skabe gode rammer og forhold for de frivillige på Rebild Kommunes ældrecentre, samt de frivillige der gør en indsats for andre grupper af ældre i kommunen.
Frivillighedsstrategien behandles på møde i Ældre-, Pleje- og Omsorgsudvalget den 13. august 2024.
Bilag i sagen: Frivillighedsstrategi 2024
Text: Ældre-, Pleje- og Omsorgsudvalget og Kultur-, Fritids- og Sundhedsudvalget
Indstilling: Forvaltningen indstiller, at Ældre-, Pleje- og Omsorgsudvalget og Kultur-, Fritids-, og Sundhedsudvalget drøfter og godkender Frivillighedsstrategien.
Sagsfremstilling
Frivillighedsstrategien er formuleret i samarbejde med Ældrerådet og Frivilligrådet, samt gennem involvering af ledere og de frivillige på ældrecentrene. Hensigten med frivillighedsstrategien er at skabe et fundament for konkrete handlinger med udgangspunkt i Byrådets vision og politikker.
Frivillighedsstrategien bygger således på den politiske Vision 2035, samt de to politikker; Politik for oplevelser, fritid og fællesskaber og Politik for omsorg og sundhed. Det har været centralt for udviklingen af Frivillighedsstrategien, at foreningsliv, fællesskaber og netværk prioriteres, så det er attraktivt og nemt at være frivillig. I den forbindelse spiller den fælles forpligtelse om det gode værtskab en vigtig rolle.
Frivillighedsstrategien består af følgende fem overordnede mål:
- Vi understøtter det frivillige sociale arbejde i tilknytning til ældrecentrene, så den frivillige indsats er attraktiv, givende og meningsfuld for de frivillige, de ansatte og de ældre.
- Vi skaber synlighed omkring roller, retningslinjer og forventninger til samarbejdet mellem de frivillige og de ansatte på ældrecentrene
- Vi styrker den gode dialog og et velfungerende samarbejde mellem de frivillige og de kommunalt ansatte
- Vi medvirker til inspiration og udvikling af det frivillige arbejde og understøtte nye projekter og samarbejder, som kan øge livskvaliteten for de ældre borgere i kommunen
- Vi bakker op om de frivilliges indsats og står til rådighed med hjælp og rådgivning
Hensigten med frivillighedsstrategien er at skabe et godt grundlag for konkrete handlinger og både frivillige, ansatte på ældrecentrene og den kommunale frivillighedskonsulent er ansvarlig for implementeringen af strategien.
Her nævnes en række af de handlingsmål, der er nævnt i strategien:
- De frivillige inviteres med til relevante arrangementer, kurser ol., som kommunen afholder for frivillige
- De ældre borgere og deres pårørende skal have adgang til foldere og informationer om de frivillige tilbud
- Nye frivillige skal modtage en håndbog, der byder velkommen og fortæller, hvilke opgaver man må udføre som frivillig, og hvilke man ikke må udføre, samt andre vigtige retningslinjer, herunder også information om forsikringsforhold
- De frivillige kan søge tilskud fra §18-midlerne, herunder også samskabelsesmidler og udviklingsmidler
Ældrerådet og Frivilligrådet har på møder i maj og juni måned fået fremlagt det endelige udkast til Frivillighedsstrategi og sender den til politisk godkendelse i de respektive udvalg.
Frivillighedsstrategien kan læses i det vedhæftede bilag.