Ny fitnessleder i Arden Hallerne: Anne Rømsgaard er klar til at løfte træningsmiljøet
Arden Hallerne har netop fået ny fitnessleder. Den 4. august tiltrådte Anne Rømsgaard officielt stillingen, og hun er allerede godt i gang med at sætte sit præg på hallernes fitnessaktiviteter.
Anne har en solid erfaring i bagagen. Hun er uddannet både fitnessinstruktør, personlig træner og senest fysioterapeut fra UCN i Aalborg. Derudover har hun mange års erfaring som instruktør i både Skørping og Hobro.
“Jeg er rigtig glad for at være startet i Arden Hallerne. Her er et stærkt fællesskab og et stort potentiale, som jeg glæder mig til at være en del af og udvikle sammen med både medlemmer og instruktører,” fortæller hun.
Anne er født og opvokset i Hobro og har gennem årene også boet i Skørping, hvor hun for en årrække siden drev børnetøjsbutikken Feen & Frøen. I dag bor hun i Støvring, og med Arden Hallerne som sin nye arbejdsplads er hun landet midt i det område, der har fulgt hende hele livet.
I rollen som fitnessleder skal Anne både stå for holdtræning, personlige træning og træningsforløb til forskellige målgrupper. Med sin fysioterapeutiske baggrund kan hun desuden tilbyde rådgivning, mindre behandlinger og behandlingsforløb. Hun får også ansvar for de administrative opgaver omkring hold, medlemsregistrering og udvikling af nye initiativer i tæt samarbejde med instruktører og forretningsudvalget.
“For mig handler det om at møde det enkelte medlem dér, hvor de er, og hjælpe dem til at finde glæden ved bevægelse og sundhed. Det er vigtigt, at alle føler sig velkomne og får en god oplevelse med deres træning,”siger hun.
Anne trækker også på sin erfaring med indretning af træningsfaciliteter og indkøb af udstyr, og hun ser frem til at bruge den viden i Arden Hallerne.
“Jeg håber, at kunne være med til at skabe et inspirerende og indbydende træningsmiljø, hvor man både kan komme for at yde og for at nyde. Det er motivationen og fællesskabet, der gør forskellen,” understreger hun.
Med Anne Rømsgaard ved roret ser fremtiden lys ud for fitnessområdet i Arden Hallerne, hvor hun allerede er i fuld gang med at samle trådene og bygge videre på de gode rammer, der er til stede.





