Ny driftsleder ansat på Løgstør Fjernvarme
Olai Sørensen tiltræder 1. februar 2026 – administrationschef udnævnt og samarbejde med Aars på vej mod afklaring
Løgstør Fjernvarme har ansat en ny driftsleder pr. 1. februar 2026, og ifølge bestyrelsesformand Torben Frederiksen markerer ansættelsen et vigtigt skridt i værkets fortsatte udvikling.
”Vi er meget tilfredse med at kunne byde Olai Sørensen velkommen som ny driftsleder,” siger Torben Frederiksen. ”Efter Jette Nielsens fratrædelse i maj 2025 har vi haft grundige overvejelser om den fremtidige organisering, og Olai er den helt rette profil til opgaven.”
Den nye driftsleder, Olai Sørensen, er bosat i Løgstør og kommer fra en stilling som driftsleder på varmeværket i Sunds, hvor han gennem knap 10 år har stået i spidsen for den daglige drift. Han er 52 år, far til to voksne børn og uddannet både maskinmester og el-installatør.
”Olai kommer med stærke tekniske kompetencer og solid erfaring. Vi er sikre på, at han vil kunne bidrage til en fortsat optimering af værket, ” understreger Torben Frederiksen. ”I bestyrelsen har vi stort fokus på, at varmepriserne fortsat skal være konkurrencedygtige.”
Samtidig udnævnes Silas Holm til administrationschef efter en periode som konstitueret direktør.
Der arbejdes fortsat på et muligt samarbejde med Aars Fjernvarme, og ifølge Torben Frederiksen er der optimisme omkring de forhandlinger, der er i gang.
”Vi har en god og konstruktiv dialog med Aars Fjernvarme, og vi forventer en afklaring inden for den nærmeste fremtid,” slutter han.


