ForsideRebildNy daginstitution i Skørping sprænger budgettet – byrådet skal tage stilling til...

Ny daginstitution i Skørping sprænger budgettet – byrådet skal tage stilling til to løsninger

Ny daginstitution i Skørping sprænger budgettet – byrådet skal tage stilling til to løsninger

Når byrådet i Rebild Kommune holder møde den 26. juni, skal der blandt andet behandles en beslutningssag: Ny daginstitution i Skørping

Licitationsresultatet for den nye daginstitution i Skørping har vist, at projektet overskrider det oprindelige budget. Forvaltningen har derfor gennemgået mulige løsninger, som kan bringe projektet tættere på det afsatte budget samtidig med, at kvaliteten og funktionaliteten bevares. Der er identificeret to potentielle scenarier, som begge kræver politisk beslutning. Byrådet skal beslutte, hvilket scenarie der skal arbejdes videre med.

Indstilling
Forvaltningen indstiller, at økonomiudvalget overfor byrådet tager stilling til en af de i sagsfremstillingen beskrevne modeller:

  • At beslutte om der arbejdes videre med løsningsforslag 1 eller 2
  • At bevilge og frigive økonomi til realisering af den valgte løsning

Beslutning fra Økonomiudvalget, den 18. juni 2025, punkt 125:
Økonomiudvalget anbefaler byrådet at arbejde videre med løsning 1, og at der bevilges yderligere 3,4 mio. kr. til projektet, som anvises fra kassen.

Lars Hørsman (L) deltog ikke i behandlingen af sagen.

Sagsfremstilling
Baggrund
Den 1. april 2025 blev der afholdt licitation på den nye daginstitution i Skørping. Licitationsresultatet viser, at prisen overskrider det afsatte budget.

Rådgiveren har estimeret håndværkerudgifterne (prisen for materialer og håndværkstimer) til 16,5 mio. kr., hvilket svarer til de referencepriser, der er anvendt i lignende projekter, og som også er afsat i forvaltningens budget. Licitationsresultatet for håndværkerudgifterne lyder på 22,166 mio. kr., hvilket er en væsentlig overskridelse af budgettet. Denne overskridelse vurderes primært at skyldes den måde, bygningen er projekteret på, herunder valg af arkitektur i planløsning.

På Teknik- og Miljøudvalgets møde i januar blev det besluttet, at stabilgruset (tidligere omtalt som jordbunken) i Hellum skal indgå i projektet. Det forventes fortsat, at en væsentlig del kan anvendes til vejopbygningen ved den nye institution. Den politiske beslutning indebærer, at stabilgruset skal være fjernet senest den 1. september 2025. Denne tidsfrist vurderes dog ikke at kunne overholdes og må derfor forventes lempet – afhængigt af, hvilken løsning byrådet vælger.

Der er identificeret to potentielle scenarier for det videre arbejde.

Løsningsforslag nr. 1:
Licitationsresultatet er blevet gennemgået for mulige besparelser, og der er identificeret en besparelse på 0,75 mio. kr. uden at ændre bygningens funktion.

Løsning 1 indebærer, at byrådet godkender en ekstra bevilling på 3,4 mio. kr. Denne løsning vil medføre mindre ændringer i projektet, men der vil ikke blive foretaget større justeringer. Bygningen vil bevare det høje arkitektoniske udtryk med et varierende facadeudtryk og fladt tag med ovenlys og solceller. Ved denne løsning vurderer forvaltningen, at projektet vil blive forsinket med 1-2 måneder, og at institutionen dermed kan ibrugtages til 1. september 2026, og stabilgruset i Hellum kan flyttes inden 1. oktober 2025.

Løsningsforslag nr. 2:
En ny byggeteknisk gennemgang af den arkitektoniske og planmæssige løsning giver mulighed for en omprojektering med fokus på at bevare den fulde funktionalitet, samtidig med at bygningen forenkles og gøres mere rationel i sin udførelse. Den nye løsning vil indeholde en enkel planløsning, en større terrasseåbning i facaden samt et sadeltag i stål eller pap med enkelte ovenlys og integrerede, synlige solceller. Omprojekteringen omfatter tilpasninger af materialevalg, rumstørrelser og facader og vil sikre, at brugernes behov fortsat imødekommes. Samlet set skal ændringerne bidrage til at bringe projektets økonomi så tæt på det oprindelige budget som muligt.

En omprojektering medfører, at det oprindelige udbud annulleres, og der udbydes et nyt projekt. Dette kan ske som hovedentreprise, evt. som et omvendt udbud. Det forventes, at projektet vil blive forsinket med minimum 6 måneder, og at ibrugtagning af institutionen således sker 1. marts 2027, og fjernelse af stabilgrus i Hellum vil ske i 1. kvartal 2026.

Kapacitetsudfordringer i området
Forvaltningen gør opmærksom på, at der aktuelt er betydelige kapacitetsudfordringer på dagtilbudsområdet i det pågældende område. Der er mangel på pladser til at imødekomme det høje antal børn, og selv med leje af midlertidige lokaler er behovet ikke dækket. Samtidig er det forbundet med væsentlige omkostninger at opretholde disse midlertidige løsninger.

Den kommende institution er planlagt til at rumme flere børn end de nuværende midlertidige tilbud. En udskydelse vil derfor forværre kapacitetsudfordringerne i området, både for børn i alderen 0–2 år og 3–5 år. Fra 2026 forventes alle pladser samt vip-pladser at være i brug, hvilket vil kræve etablering af endnu en midlertidig løsning.

Den langvarige proces og manglende konkret byggeaktivitet på stedet medfører løbende henvendelser fra forældre i Skørping til pladsanvisningen, dagtilbudsledelsen og forvaltningen – ofte med spørgsmål og udtryk for utilfredshed.

Forvaltningens anbefaling
Begge løsninger har fordele og ulemper, som bør tages i betragtning i forhold til både budgetmæssige rammer og tidsplan.

Ud fra et arkitektonisk, kapacitetsmæssigt og tidsmæssigt perspektiv anbefaler forvaltningen løsningsforslag 1. Det sikrer den valgte arkitektur, der er i tidens trend med fladt tag og varierende facadesprog samt en arkitektonisk og funktionel kvalitet svarende til de senest opførte daginstitutioner i kommunen. Løsningsforslag 1 vil give en minimal tidsmæssig forskydning på ca. 1 måned.

Ud fra et økonomisk og byggefagligt perspektiv anbefaler forvaltningen, at projektet omprojekteres (løsning 2), og det sikres, at den funktionelle kvalitet også her forbliver på samme høje niveau som i tidligere byggede projekter i kommunen, samtidig med at prisen bringes tættere på det afsatte budget.

Det anbefales, at omprioriteringen udbydes som hovedentreprise for at sikre en bedre overholdelse af budgettet.

Økonomi
Der er allerede godkendt en ekstra bevilling på 1,5 mio. kr. til grundkøb, byggemodning, forundersøgelser, arkæologi m.v. Dermed er den samlede bevilling på 24,5 mio. kr.

Den midlertidige daginstitution har et forbrug på cirka 75.000 kr. pr. måned til leje.

Ved løsning 1: Der søges en ekstra bevilling på 3,4 mio. kr.
Det giver en ekstra lejeudgift til midlertidig daginstitution på 75.000 kr.

Ved løsning 2: Der afventes et nyt licitationsresultat, og på baggrund af dette vurderes eventuelt behov for indeksering. Indekseringen har fra budget til licitation været 0,4 mio. kr. Forventningen er, at budgettet kan holdes på omtrent nuværende niveau.
Der vil være en ekstra lejeudgift til midlertidig daginstitution på 450.000 kr.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler