Ny cafe i Støvring Ådale
Nyt mødested for besøgende og bruger af husets sundhedstilbud, og for alle andre borgere, åbner i Støvring Ådale sidst på sommeren. Det sker når Sundhedshusets nye cafe slår dørene op for lækkersultne kunder. Det er blevet muligt gennem en ny aftale med et erfarent cateringfirma.
Det har fra starten været en del af planen for det nye Sundhedshus i Støvring, at der skulle være cafedrift i husets stueetage til gavn for besøgende og borgere. Efter en god proces er valget nu faldet på DinnerdeLuxe der har hovedkontor i Åbyhøj ved Århus.
Aftale med DinnerdeLuxe er truffet ud fra, at besøgende her får et spændende cafetilbud der blandt andet kommer til at byde på lune retter, grab to go, baristakaffe og mange andre sæsonbestemte tilbud.
Grundigt forarbejde
Driften af caféen har været i udbud og frem mod budfrist har en arbejdsgruppe fra kommunen, været i kontakt med forskellige leverandører der har været interesseret i projektet. Der har løbende været fremvisning af lokalerne samt forhandlinger, hvilket resulterede i at der nu kan laves en aftale med DinnerdeLuxe.
Rene Laursen, direktør for DinnerdeLuxe, ser frem til samarbejdet med Rebild Kommune:
– Vi er meget glade for at aftalen med Rebild Kommune nu er på plads, så vi kan begynde at skabe et spændende cafetilbud for husets besøgende, borgerne og de lokale virksomheder.
Direktøren fortæller samtidig, at man ønsker at skabe et tilbud der med tiden kan vokse sig større og omfatte et bredere udbud.
Chef glæder sig til samarbejdet
Centerchef for Sundhed, Kultur og Fritid, Lotte Holt Worup, som er formand for arbejdsgruppen, er glad for at DinnerdeLuxe, ønsker at indgå i et samarbejde med kommunen, om driften af caféen.
– Vi ser meget frem til et spændende samarbejde med DinnerdeLuxe, som allerede fra start kom med spændende ideer og løsninger for cafeen i Sundhedshuset. Vi har indgået aftale om en langsom opstart fra august måned, og vi forventer en fuld åbning i september, fortæller Lotte Holt Worup.
Det forventes at det øvrige Sundhedshus i Støvring Ådale åbner for borgerne medio september 2024.