Nordic Folk Festival 2025 på Vitskøl Kloster blev en succes
Efter fem års erfaringer har Nordic Folk Festival besluttet fremadrettet at hold deres arrangement med folkemusik, dans, historie og lokale smagsoplevelser på Vitskøl Kloster. I to år lavede man festivalen på såvel Vitskøl Kloster som på Livø. Herefter valgte man at koncentrere sig om Livø. Dette valg er nu ændret til Vitskøl Kloster efter et vellykket arrangement lørdag, den 28. juni 2025.
-Mulighederne på Vitskøl Kloster er mange og det er meget lettere at komme til og fra arrangementerne her. Der er plads til at udvide Nordic Folk Festivalen, hvilket vi ser frem til, siger bestyrelsesmedlem Lykke Søndergaard Kristensen, Nordic Folk Festival.
Festivalen i år har været en føler for at se muligheder. Vi har begrænset tilgangen af gæster til 100 personer og alle pladser blev solgt. Nu vil vi evaluere på forløbet, lave tilretninger i programmet og udvide indholdet, så mange flere kan få mulighed for at deltage, fortæller Lykke Søndergaard Kristensen.
Deltagerne i dette års Nordic Folk Festival fik valuta for pengene. Alt fungerede perfekt, deltagelsen var stor, de valgte orkestre spillede fremragende. Der var simpelthen ikke noget at sætte en finger på, udtrykte flere deltagere.
Nordic Folk Festival samlede deltagerne til frokost og åbnede den musikalske del med en koncert af et ungdomspigeorkester. Det bestående af medlemmer fra Danmark og Sverige. Her skal det bemærkes, at en af violinisterne var Alma P. Wechte fra Farsø. Hun havde under et skoleophold i Sverige mødt de øvrige medlemmer i orkesteret. Hun har selv kreeret flere melodier, der blev leveret prøver på.
Ud over forskellig slags musik var der dans, rundvisning på Vitskøl Kloster, fællesspisning med smagen af Vitskøl. Alt i alt et fantastisk arrangement iflg. flere af deltagerne.












