Niels Erik Poulsen rejser spørgsmål om naturens tilstand i Kastbjerg Ådal
Tilstanden i Kastbjerg Ådal er på dagsordenen når Teknik og Miljøudvalget i Mariagerfjord Kommune holder møde den 10. november 2025.
Udvalget for Teknik og Miljø orienteres om tilstanden i Kastbjerg Ådal på baggrund af spørgsmål stillet af byrådsmedlem Niels Erik Poulsen.
Indstilling
Direktøren for Teknik, Kultur og Klima indstiller til Udvalget for Teknik og Miljø: At orienteringen tages til efterretning
Sagsfremstilling
Byrådsmedlem Niels Erik Poulsen har henvendt sig med ønsket om en drøftelse i forhold til Kastbjerg Ådal med følgende to spørgsmål:
- Jeg hører at rigkærene ikke har det så godt.
- Jeg læser mig til, at rigkær skal plejes med afgræsning eller høslæt. Hvordan går det, når der tit er meget høj vandstand?
Fagenheden for Teknik og Miljøs bemærkninger:
Naturtypen rigkær, en række andre naturtyper og arter samt selve vandløbet Kastbjerg Å er en del af udpegningsgrundlaget for det internationale naturbeskyttelsesområde (Natura 2000-området), som omfatter Kastbjerg Ådal. Rigkær er med 173 ha den mest udbredte habitatnaturtype i området og Danmarks største rigkærsområde.
For hele udpegningsgrundlaget er kommunen forpligtiget til at arbejde for at opnå gunstig bevaringsstatus, hvilket betyder, at området skal være eller bringes i god tilstand. Det gælder uagtet lodsejeres ønske om øget grødeskæring og forbedret vandafledning.
Ifølge Natura 2000-planen har tilstanden for rigkær i overvågningsperioden 2004–2019 været stort set uændret.
Den rette terrænnære grundvandsstand, rent og kalkholdigt grundvand samt en naturlig hydrologi – uden dræning fra grøfter eller unaturligt dybtliggende vandløb – er de vigtigste forudsætninger for naturtypen rigkær.
I Kastbjerg Ådal er størstedelen af rigkærsarealet påvirket af afvanding. Meget følsomme plantearter er fraværende på en betydelig del af arealerne som følge af afvanding og/eller næringsstofberigelse.
Når den rette hydrologi er genskabt, har naturtypen gavn af den forstyrrelse, som afgræsning giver. Høslæt kan også anvendes, men det er afgørende, at det slåede materiale fjernes fra arealet. Afpudsning med brakpudser kan derimod ødelægge naturtilstanden, da det findelte plantemateriale efterlades på arealet. Dette medfører både ophobning af næringsstoffer og udskygning af de små arter, der er karakteristiske for rigkær.
Høj vandstand kan vanskeliggøre afgræsning, men med de rette kreaturer og en accept af, at visse områder i perioder ikke kan afgræsses, kan der stadig udføres effektiv naturpleje, som understøtter rigkærene. Omkring halvdelen af rigkærsarealet i Kastbjerg Ådal er i drift med græsning.
Uddrag fra Natura 2000-handleplanen 2022–2027
For både arter som bæklampret og odder gælder, at vandløbsvedligeholdelse i form af grødeskæring og opgravning kan være forstyrrende. Det gælder både direkte ved beskadigelse eller forstyrrelse af individer og indirekte gennem ødelæggelse af levesteder. Vandløbsvedligeholdelsen skal derfor tilrettelægges, så arterne fortsat kan opretholde gunstig bevaringsstatus. Det indebærer en vurdering af antallet, intensiteten og tidspunktet for grødeskæringerne samt en vurdering af, om opgravning af aflejringer kan ske uden skade på arterne eller deres levesteder.
Disse vurderinger gennemføres senest i forbindelse med revisionen af vandløbsregulativet for Kastbjerg Å, som Mariagerfjord Kommune påbegyndte i 2023.
Status for grødeskæring 2025
I grødeskæringssæsonen 2025 har vandløbsvedligeholdelsen i Kastbjerg Å været særligt udfordret – dels på grund af høj lysindstråling, kraftig grødevækst og hyppige nedbørshændelser, og dels som følge af problemer med den entreprenør, der udfører vedligeholdelsen.
Fagenhedens tilsyn har desværre afdækket flere tilfælde af mangelfuld udførelse. Det har medført forsinkelser i hele vedligeholdelseskæden, når entreprenøren er blevet bedt om at udbedre arbejdet. Kastbjerg Å er et af de vandløb, hvor grødeskæringen i denne sæson gentagne gange ikke er blev godkendt.
Samtidig kan fagenheden konstatere, at sammensætningen af vandplanter i vandløbet udvikler sig i en ugunstig retning. Hurtigt voksende arter, som tåler hyppig skæring, breder sig på bekostning af de mere værdifulde arter. Den bedste måde at bremse denne udvikling på er at udføre mindre intensiv grødeskæring.
Historik
Før kommunesammenlægningen blev Kastbjerg Å vedligeholdt af Århus Amt. Allerede dengang var der jævnligt protester over vedligeholdelsen, og Mariagerfjord Kommune har oplevet samme mønster siden 2007.
Vandløbet er i alle årene blevet vedligeholdt efter det samme regulativ. I 2013 blev der dog vedtaget et tillægsregulativ, som reducerede antallet af grødeskæringer fra tre til to årlige. I 2015 gennemførte Naturstyrelsen et større genopretningsprojekt, der omfattede både ådalens ferske enge og dele af vandløbet.
Fagenheden oplever fortsat en forventning fra bredejere om, at der bør administreres efter vandstanden i Kastbjerg Å. Det ville ikke være korrekt og lovligt. Fagenheden administrerer efter bestemmelserne i det gældende regulativ og den øvrige lovgivning.
Revisionen af regulativet er en kompleks opgave, hvor der skal fastlægges bestemmelser, som sikrer overensstemmelse mellem vandløbets funktion og de beskyttede naturkvaliteter i ådalen.
Overvågning og fremtidige udfordringer
For at illustrere vandstandens påvirkning af rigkærene i 2025 er der vedlagt et bilag, som viser vandstandens effekt på et udvalgt rigkær samt en afvandingsanalyse for Sem Enge – området med den største koncentration af rigkær – ved den højeste, målte vandstand i 2025.
Kastbjerg Å er det mest intensivt overvågede vandløb i Mariagerfjord Kommune. Fagenheden har tre vandstandsloggere i Sem Enge samt en flowmåler. Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har desuden en vandstandslogger ved Falslev.
Det skal bemærkes, at udfordringerne fremover forventes at blive større som følge af skærpet lovgivning, ændrede nedbørsmønstre, skærpede krav til arbejdsmiljø for åmænd samt begrænset adgang til kvalificeret arbejdskraft til grødeskæring.
Der kan i øvrigt henvises til orienteringen givet til Udvalget for Teknik og Miljø 31. januar 2023, punkt 26.
På mødet vil fagenheden uddybe orienteringen og besvare opklarende spørgsmål.
Økonomi
Orienteringen har ingen økonomiske konsekvenser.


