Niels Bundgaard modtager Kulturprisen 2025
Niels Bundgaard er blevet tildelt Kulturrådets Kulturpris 2025 for sin mangeårige indsats inden for musik og dans i Rebild Kommune.
Prisen blev overrakt ved en festlig begivenhed på Kulturstationen i Skørping, hvor salen var fyldt til sidste plads. Aftenen bød på dans, fællessang, spillemandsmusik og et stort kagebord.
Baggrunden for hæderen er Niels Bundgaards engagement i søndagsdansen på Museum Rebild samt hans arbejde i Himmerlands Danse- og Spillemandslaug, der har til huse på Kulturstationen. Han har i årevis stået i spidsen for dansen og været en samlende kraft i det lokale kulturliv.
Ud over de mange arrangementer er han en fast del af Museum Rebilds dagligdag, hvor han arbejder med digitalisering og registrering af omfattende optagelser af spillemandsmusik fra hele landet.
Kulturprisen blev overrakt af Henrik Bugge Mortensen, formand for Kulturrådet, og Lene Aalestrup, formand for Kultur-, Fritids- og Sundhedsudvalget. Prisen blev ledsaget af stående klapsalver og en hyldestsang fremført af de fremmødte.
Med hæderen fremhæves Niels Bundgaards betydning for både kulturarv, fællesskab og musikglæde i Rebild Kommune.


