ForsideHimmerlandNaturen er blevet en større del af danskernes hverdag

Naturen er blevet en større del af danskernes hverdag

Naturen er blevet en større del af danskernes hverdag

Danskerne bruger naturen oftere og tættere på hjemmet end tidligere. Naturen er i stigende grad blevet en del af hverdagslivet. Det viser en ny rapport.

Hvis du har nydt en gåtur i det grønne i løbet af den seneste uge, så er du langt fra alene.

Besøg i naturen er nemlig i stigende grad en hverdagsaktivitet for mange danskere. Syv ud af ti danskere svarer, at de har været ude i naturen den seneste uge – mod tidligere seks ud af ti danskere.

Det er et af resultaterne i en ny rapport over udviklingstræk i danskernes naturbesøg og friluftsliv de seneste 30 år. Rapporten er udarbejdet af Københavns Universitet, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, for Naturstyrelsen.

Besøgene i naturen er kortere end tidligere, men til gengæld kommer danskerne flere gange. Naturbesøgene foregår også tættere på bopælen, hvilket understøtter flere korte hverdagsbesøg i naturen. Sådan lyder nogle af hovedkonklusionerne i rapporten.

– Naturen er rykket helt ind i danskernes hverdag. Det er tydeligt, at naturen ikke længere kun ligger for enden af en køretur. Den ligger lige om hjørnet. Det er her, danskerne går en tur, får luft til hovedet, hører fuglefløjt og får dagens bevægelse, siger Signe Nepper Larsen, vicedirektør i Naturstyrelsen.

– Jeg har store forventninger til, at vi i Danmark får endnu mere natur tæt på, hvor vi bor, når der bliver rejst bynær skov og genoprettet natur i forbindelse med den grønne trepart i disse år.

Den gennemsnitlige afstand tilbagelagt til det besøgte naturområde er faldet fra 17,1 km i 1994 til 13,5 km i 2024. Afstanden til naturen for naturbesøg foretaget til fods er faldet fra 3,2 til 2,2 km.

Bilen er ikke længere nummer et
Gang eller løb er nu den mest almindelige transportform ud til naturen. Her er der sket et tydeligt skift fra bil til gang og løb. Rapporten viser også, at motion fylder mere som motiv for naturbesøg end tidligere. Samtidig står naturens rolle som frirum for ro og fordybelse stadig stærkt.

– Når flere bruger naturen på en ny måde, er det et tegn på, at den har fået en ny og mere tydelig rolle i vores liv. Vi skal give plads til, at naturen kan bruges forskelligt. Både til aktivitet, stilhed, til naturoplevelser og til at være sammen, siger Signe Nepper Larsen.

Til forår arrangerer Naturstyrelsen sammen med forskerne bag undersøgelserne et webinar, hvor undersøgelsens resultater gennemgås. Der vil være adgang for alle interesserede.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler