Nærhed, fællesskab og psykiatri – det vil Torben Ringe Christensen kæmpe for
Ved kommunal- og regionsrådsvalget den 18. november 2025 stiller Torben Ringe Christensen op som kandidat for Socialdemokratiet i Mariagerfjord Kommune og til Regionsrådet.
“Mit navn er Torben Ringe Christensen, jeg er 46 år og har boet i Hobro næsten hele mit liv. Jeg bor sammen med Maria og har 3 børn, Magnus, Elias og Silje. Min fritid går med politik, fodbold – og med at skrive lange Facebook-opdateringer, som mange nok kender mig for,” fortæller han.
Hvorfor politik?
Torben meldte sig ind i Socialdemokratiet allerede som 16-årig. For ham har politik altid været en naturlig del af hverdagen – både i familien og blandt venner.
“Jeg har altid syntes, det var spændende at følge, hvordan partierne svarer på de store udfordringer i samfundet. For mig handler politik om, hvordan vi kan gøre hverdagen bedre for helt almindelige mennesker som dig og mig”, siger han.
Han understreger samtidig, at de nuværende byrådsmedlemmer arbejder hårdt:
“De gør deres bedste, og det har jeg respekt for. Jeg stiller ikke op for at pege fingre, men fordi jeg tror på, at vi kan gøre det endnu bedre med nye prioriteringer og et bredt samarbejde.”
Mærkesager i Mariagerfjord Kommune
Torben peger på fire områder, hvor han især vil arbejde for forandring:
- Det første punkt er noget så ukonkret som visioner for vores kommuner. Jeg ville elske, hvis der kom en politiker, der sagde “vi skal være de bedste”, men det er der ingen der gør. Men jeg gør det. Vi skal simpelthen have nogle visioner for vores kommune. Det bliver “mærkesagen” – Hvorfor så stille op som kandidat?
- Jeg vil kæmpe for at vi får et sundhedshus i Hobro, og i Hadsund (der kan bruges). Vi skal i gang med de tiltag, der rent faktisk hjælper, og har en effekt på den samlede sundhed.
- Jeg vil kæmpe for det lokale erhvervsliv – Jo flere virksomheder, jo bedre. Det er altafgørende, at virksomhederne i kommunen har gode vilkår, så de kan vækste. Vækst er lig med flere arbejdspladser.
- Og så vil jeg faktisk kæmpe for, at vi får en økonomisk ansvarlig kommune – Det er sket en del gange, at kommunen skal finde en masse besparelser i sidste øjeblik – Det skal undgås.
“Vi har allerede meget at bygge på – en fantastisk natur, fire stærke hovedbyer og et erhvervsliv, der løfter hele kommunen. Det næste skridt er at vælge politikere, der tør løfte Mariagerfjord det sidste stykke,” siger han.
Fokus på psykiatrien i regionen
Ud over kommunalpolitikken er Torben også kandidat til Regionsrådet, hvor han allerede har erfaring. Han peger på psykiatrien som det område, der kræver mest opmærksomhed.
“Ventelisterne er faldende i Nordjylland – og det er positivt. Men desværre gælder det ikke psykiatrien. Der skal ske noget nu. Jeg savner politikere, der tør sætte hånden på kogepladen, og det vil jeg gerne gøre,” understreger han.
Husk at stemme
Til slut sender Torben en opfordring til alle vælgere:
“Vil du have indflydelse på, hvem der skal repræsentere dig i byrådet og i Regionsrådet, så husk at stemme den 18. november – og sæt gerne dit kryds personligt ved den kandidat, du mener, bedst repræsenterer dine værdier. Hvis du er i tvivl om det så er mig, ja så er du velkommen til at give mig et kald.”



