Når katten pludselig bider
De fleste har nok prøvet at ae en kat, som så pludselig sætter tænder eller kløer i den hånd, der aer. Det er en helt almindelig refleks for en kat, men den kan godt overraske os mennesker. Få hjælp med at forstå kattens (for mange) tilsyneladende umotiverede bid.
Hvis killinger ikke har tæt kontakt til mennesker i de første leveuger, kan de blive utrygge ved mennesker hele livet. Derfor er det vigtigt at sikre sig, at den killing, man gerne vil købe, har været meget i menneskehænder.
Det kan også være, at katten føler sig som en killing igen, der tillidsfuldt blotter maven og nyder at blive aet, men så pludselig kommer i tanker om, at den faktisk er en voksen kat, og at du ikke er dens mor. Så indtager den forsvarsposition og kan finde på at bide.
Ofte kan man se, at katten selv er lidt forvirret over sin egen handling, når den sekundet efter sidder midt på gulvet og vasker sig med lidt maniske bevægelser. Den har reageret instinktivt, og pludselig er den henvist til gulvet, hvor den ellers lå så varmt og dejligt på skødet! Ofte vil den være tilbage på skødet efter få minutter – og den håber sikkert, at du ikke tog det ilde op…
Da katten var killing
Hvis man ikke ved, hvordan katten er vokset op, mens den var killing, kan man heller ikke vide, om den har været udsat for noget ubehageligt, og har fået dårlige erfaringer med forskellige situationer. Den kan have været udsat for, at mennesker det ene øjeblik har kælet den, og så taget hårdt fat om den i næste øjeblik. Eller killingerne har måske været sammen med mindre børn uden opsyn – børn kan godt blive lidt hårdhændede uden at mene noget ondt med det. Men killingen husker det.
Du kan lære dig selv (og dine børn) at genkende de tegn, katten udsender, hvis den ikke er så vild med det, der foregår. F.eks. at den vifter med halen, lægger ørerne tilbage og spiler øjnene op. Hvis den ligefrem slår med halen, er det bare om at slippe den – det er kattens advarselssignal nummer et.
Når katten først begynder at vifte med halen, mens du kæler den, er det kun et spørgsmål om tid, før den bider dig, så derfor kan du med fordel lære dig selv at genkende og forebygge at du og den havner i situationer, hvor katten når sin grænse. Ofte viser katten ubehag ved en given situation, længe før den bider. Ved at lære om kattens adfærd, ser du de små signaler og kan undgå konfliktoptrapning. Hvis først den får sat tænder (og måske kløer) i hånden eller armen, er det bedste man kan gøre at holde armen helt stille. Så slipper katten efter et øjeblik, og man får ikke lange rifter. Det kan dog være meget svært at lære børn, der naturligt nok bliver forskrækkede.
Træn både kat og børn
Man kan godt vise katten, at man ikke vil have, den bider. Det er noget, der skal sættes ind overfor, fra den er killing. Her kan man komme med et højt hyl og trække sig fra killingen, hvis den bider. Rejs dig op, og gå væk fra katten, hvis den bider. Så lærer killingen, at opmærksomheden forsvinder, hvis den bider. Husk også at belønne killingen, når den kan håndteres og forholder sig roligt. Det kan du f.eks. gøre ved at give lidt lækkerier.
Katte hader at blive holdt fast. Jo oftere katten bliver holdt fast mod sin vilje, jo mere modvilje vil den få mod at være i nærkontakt med familien. Dette er en klassisk barn/kat-konflikt, der nemt kan forebygges, ved at børnene lærer, at de ikke må løfte katten – en god regel for børnene at øve sig på, allerede når den lille killing flytter ind.


