ForsideMariagerfjordMusik og Streetfood sætter gang i sommerstemningen i Øster Hurup

Musik og Streetfood sætter gang i sommerstemningen i Øster Hurup

Musik og Streetfood sætter gang i sommerstemningen i Øster Hurup

Lørdag den 12. juli bliver Bytorvet i Øster Hurup omdannet til en livlig festplads fyldt med musikalske oplevelser og lækker streetfood, når Event Øster Hurup inviterer til en hel dag med gratis underholdning for hele familien.

Programmet for dagen spænder vidt og rammer bredt – fra traditionel New Orleans jazz og folkemusik til poprock-hits og hyldest til Bryan Adams.

“Vi glæder os helt vildt til at byde både lokale og turister velkommen til en dag, hvor vi kombinerer god musik med god mad i hyggelige omgivelser midt i byen,” siger Inge Larsen, formand for Event Øster Hurup.

Et musikprogram med noget for alle

Dagens musikprogram starter kl. 11.00, hvor Old Star Jazz Band åbner ballet med glad og traditionel jazz i bedste New Orleans-stil. Klokken 14.00 overtager Fjordfolk scenen med irske, skotske og danske folketoner, leveret af nordjyske amatørmusikere med kærlighed til folkgenren.

Senere på eftermiddagen, kl. 17.00, er det Radiostars, der går på scenen med deres brede repertoire af pop- og rockklassikere.

“Radiostars er et band, der virkelig kan få stemningen i top – de spiller hits, som alle kender, og de leverer hver gang,” fortæller Inge Larsen.

Aftenen rundes af med et brag, når Bryan Adams Jam går på scenen kl. 20.00. Bandet er kendt som en af de bedste danske hyldester til den canadiske rockstjerne og lover et show fyldt med energi og kendte hits.

“Bryan Adams Jam har før været på besøg i Øster Hurup, og de skuffer aldrig. Det bliver en perfekt afslutning på en skøn dag,” siger Inge Larsen.

Mad og hygge i gadeplan

Ud over musikken vil der være et varieret udvalg af streetfood og drikkevarer på pladsen – og gæsterne opfordres til at lade køletasken blive hjemme.

“Det er ikke tilladt at medbringe egne drikkevarer, men vi sørger for, at der er rigeligt at vælge imellem i de opstillede boder,” forklarer Inge Larsen. “Vi håber, at folk vil tage godt imod det – det er med til at støtte vores lokale forening og fremtidige arrangementer.”

Eventet er gratis og arrangeres af Event Øster Hurup, som står bag en række af sommerens aktiviteter i byen.“Det er vigtigt for os at skabe oplevelser for både fastboende og sommergæster. Det er med til at gøre Øster Hurup til noget særligt,” afslutter Inge Larsen.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler