Mød kunstnerens foretrukne model i Kunstetagerne Hobro
Lørdag den 15. november kl. 12.30 er der mulighed for at møde Rie Boberg, som fra 1980 til 2009 var gift med maleren og grafikeren Jørgen Bobergs og gennem alle årene var hans foretrukne model.
Rie Boberg kommer på besøg i Kunstetagerne i forbindelse med den aktuelle udstilling ”Jørgen Boberg – Det smukke rum”.
På en tur gennem udstillingen vil Rie Boberg fortælle om livet sammen med Jørgen Boberg, om hans atelier i ”det smukke rum”, som hans gådefulde og tankevækkende kunstværker udgik fra, og naturligvis om at stå model i både ligefremme og komplekse motiver. Fortællingen sker i dialog med Kunstetagernes kunstfaglige medarbejder Anne Lie Stokbro.
”Jørgen Boberg – Det smukke rum” præsenterer med over 80 værker en af Danmarks betydeligste ny-surrealister. Jørgen Boberg (1940-2009) havde afsæt i 1960ernes ønske om forandring. Med grafiske værker, hvis motivverden udsprang af fantasi, drømme og underbevidste sjælebilleder, søgte Jørgen Boberg at ramme almenmenneskelige ideer og følelser, udtrykt i en detaljeret fabulering over især kvinden og naturen.
Da Boberg sammen med sin familie flyttede til Toscana i 1980, ændrede hans kunst sig i surreel retning. Han arbejdede nu først og fremmest med maleri, og selve teknikken medførte en forenkling af motiverne, dog stadig med kvinden centrum. Jørgen Boberg så aldrig sig selv som surrealist, men i hans værker findes en række træk, der peger i den retning. Det og meget mere vil Rie Bobergs besøg i Kunstetagerne gøre os klogere på.
”Jørgen Boberg – Det smukke rum” kan ses til og med 24. januar 2026. Udstillingen er blevet til med støtte fra Sparekassen Danmark Fonden Hobro og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.




